DEBAT:

“Lokalt engagement giver mening”

Af Carsten Skov, byrådskandidat for Socialdemokratiet, Søbuen 47, Hillerød

Der er til god grund til, at lokalpolitikerne i Hillerød kæmper videre for vores stationer, så de kollektive trafikforbindelser kan få det bedre, og vi pendlere kan få bedre service.
Liberal Alliances trafikminister synes imidlertid at se bort fra nødvendigheden af blandt andet at bygge Hillerød Station om, så vi kan ændre skinneføringer, og både bus og baner kan betjene det kommende supersygehus.
Den samfundsmæssige gevinst ved balancerede trafikinvesteringer er ikke en objektiv størrelse, som kun ministeren har beføjelse og indsigt til at definere. Her kan tværtimod engagerede lokalpolitikere i høj grad være med. Altså dem, der vil være med til at sikre infrastruktur-løsninger, som både giver samfundsøkonomisk mening og imødekommer borgernes trafikale behov – uanset om de går eller kører på cykel, i bil eller med offentlig transport.
Jeg kan ikke forstå, at et lokalt byrådsmedlem hellere vil komme sin transportminister og partifælle til undsætning end at kæmpe for disse mærkesager for Hillerød. Det er mærkeligt, at den lokale repræsentant bakker sin minister op i bestræbelserne på at ændre prioriteringen af ressourcer væk fra offentlig transport og over på biler og veje.

Publiceret 11 April 2017 05:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV