DEBAT:

Ja-sigerne skyder sig selv i foden

K. P. Hansen, Ladegårdsvangen 8, Hillerød I den verserende debat omkring EU-afstemningen, indgår forslaget om indgåelse af den såkaldte parallelaftale næsten som en umulighed efter et nej den 3. december. Fra ja-siden henvises der bl.a. til langsommeligheden (bureaukratiet) inden en eventuel godkendelse vil foreligge fra EUs side. Der postuleres endda med, at der kan gå et sted mellem 5 og 8 år inden en eventuel aftale er på plads? Undskyld; men viser ovenstående ikke bare, at EU er det, man altid har vist? En elitær kolos på lerfødder, hvor en afsindig masse papirer flyver imellem de forskellige kontorer og EU-regerings-chefer samt de 750 parlamentarikere? Samtidig udviser politikerne en handlingslammelse uden lige, hvor man f.eks. 42 år efter oprettelsen af EF, stadig leger flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg, til den nette pris af 840 millioner skattekroner - om året! Ja, set med de briller kan ja-sigerne som de vise fædre naturligvis have ret i, at en indgåelse af en parallelaftale godt tage fem og hvorfor ikke 10 år? Derfor er der heller ingen med samvittigheden i behold, der kan fortænke EU-tvivlerne i, at man ikke ønsker at overlade sin grundlovssikrede ret til et system der end ikke er i stand til at administrere sig selv! At postulere at et nej vil godkende grænseoverskridende kriminalitet og pædofili er simpelthen at gøre vores politikeres åndelige habitus til skamme. Dagen efter et NEJ bliver der givetvis fundet måske ikke en permanent, men så en midlertidig løsning! Ja-sigerne må snart komme med nogle skud, der rammer skiven og ikke foden!

Publiceret 24 November 2015 15:30

SENESTE TV