Arkivfoto
Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læs kandidaternes svar: “Støttes kulturen nok?”

Tirsdag skal krydset sættes. Her kan du se, hvad spidskandidaterne mener om kulturprioritering.

Hillerød Posten har spurgt, “Hvor vigtigt er det at støtte kulturlivet i Hillerød Kommune – og støttes det nok??. Her kommer kandidaternes svar:

Kirsten Jensen (Socialdemokraterne):

“Vi skal støtte vores kulturliv, for kun på den måde bliver det mangfoldigt og spændende. Vi har et rigt kulturliv med mange frivillige og dygtige kulturelle aktører, og vi skal udbrede kendskabet om alt det, de gør. Der er mange måde at støtte på. Vi skal sikre, at Mastodonterne bliver i Hillerød Kommune, og vi skal derfor finde et nyt sted, hvor de kan være. Vi kan bruge Støberihallen endnu mere. Og tænk, hvis skoler, virksomheder og kommune kunne samarbejde om at trække Copenhagen Phil til byen til arrangementer, som afsluttes med en stor koncert ved Slotssøen?”

Kirsten Jensen
Kirsten Jensen

Klaus Markussen (Venstre):

“Et rigt ånds- og kulturliv skaber livskvalitet og stolthed over at bo i vores kommune. Det gør os i stand til at tiltrække besøgende og nye borgere og virksomheder til hele kommunen. Derfor skal indsatsen dække hele kommunen. Vi får mest kultur, når vi samarbejder med frivillige, private, foreninger og virksomheder. Og der skal være plads til at være visionær. Venstre vil samle byråd og borgere om at stå bag visionære folkelige projekter, som eksempelvis et løft af stadion. Det vil betyde meget for hele kommunen og give os mange muligheder for at sætte Hillerød på landkortet.”

Klaus Markussen
Klaus Markussen

Dorte Meldgaard (Konservative):

“Kultur er vigtigt – det skaber fællesskab, og derfor er det vigtigt at støtte. Kultur indgår dog på lige fod med alle andre af kommunens områder, når vi indgår budgetter. Vi har dog en reel udfordring, som jeg mener, vi skal prioritere de kommende år: Inden for få år får vi udfordringer med Mastodonterne, som pt. har lokaler i Favrholm, hvor der skal udbygges. Derfor skal vi sammen med Mastodonterne finde en løsning på, hvor de skal være fremover.”

Dorte Meldgaard
Dorte Meldgaard

Christina Thorholm (Radikale):

“Det er vigtigt, at vi har et godt kulturliv. Vi får meget kultur for de penge, vi bruger f.eks. på vores bibliotek. Vi har et regionalt spillested og mange gode koncerter der og i vores andre kulturinstitutioner f.eks. på grund af et stort frivilligt engagement, som der er på Nødebo Kro.

Vi skal have flere tilbud til børn, hvor de oplever, hvad kultur kan, og hvor de får mulighed for at være aktivt udøvende f.eks. i forhold til at spille musik, teater eller være kreative. Det kan ske i folkeskolen i samarbejdet med vores kulturinstitutioner – for at det ikke kun er et tilbud til de børn, hvor familien har råd, for børn skal have lige muligheder.”

Christina Thorholm
Christina Thorholm

Peter Langer (SF):

“Kulturen trænger til en sparepause! Hillerød er cirka 20 millioner kroner årligt under regionens gennemsnit på det samlede kultur– og fritidsområde. Nye initiativer som Copenhagen Phil, 'Det aktive gadekær' i Østbyen, 'liv og glade dage i Ll. Lyngby' og Helhedsplanen for Skævinge fortjener opbakning, ligesom vi skal finde et nyt sted til Mastodonterne. De eksisterende institutioner som vores glimrende bibliotek, Klaverfabrikken, Musikskolen og Frivilligcentret burde friholdes for automatiske årlige spareøvelser. Man generer rigtig mange frivillige og sparer ret få penge. De sparer byrådet for rigtig mange penge ved deres indsats. Så der skal investeres i kultur – og ikke spares!”

Peter Langer
Peter Langer

Mette Thiesen (Nye Borgerlige):

“Vi støtter i høj grad kulturen her i Hillerød. Jeg er stolt af, hvor meget der faciliteres og bakkes op af vores frivillige. Dog mener jeg bestemt, at pengene enkelte steder kan bruges bedre. Jeg ser gerne, at det lokalhistoriske arkiv bliver opprioriteret med flere stillinger. De værner om vores fælles historie og grundlaget for sammenhængskraften i Hillerød. Det er et enormt vigtigt hverv, der gør det muligt at give vores historie videre til de kommende generationer”.

Mette Thiesen
Mette Thiesen

Tue Tortzen (Enhedslisten):

“Det er meget vigtigt at støtte kulturlivet – det bringer folk sammen og skaber netværk. Om det er biblioteket, børneteater eller en koncert - så er det med til at få folk til at trives og interessere sig for hinanden. Enhedslisten vil gerne bruge flere penge på kulturlivet og idrætten, som har samme funktion”.

Tue Tortzen
Tue Tortzen

Elisabeth Stieper Tofte (Liberal Alliance):

“Kulturen skal have støtte, men jeg mener, det er mere relevant at diskutere, om de penge, Hillerød Kommune anvender på kultur, bruges rigtigt. Det er ikke sundt, at kulturaktiviteterne i så stor grad er afhængige af kommunalstøtte, og jeg mener, der fokuseres politisk for meget på støttearrangementer, der i forvejen selv kan tiltrække sponsorater. Jeg ser gerne, at Hillerød bruger kulturbudgettet til at støtte de spændende, nye initiativer, som dukker op – gerne uden for centrum. Kommunens fornemmeste opgaver er at sikre, at der er gode og varierede faciliteter fordelt i kommune, og at de vedligeholdes”.

Elisabeth Stieper Tofte
Elisabeth Stieper Tofte

Jan Jensen (Alternativet):

“Det er afgørende nødvendigt at støtte kulturen i Hillerød. Kultur samler mennesker og giver dem oplevelser sammen. I en tid hvor meget kulturforbrug foregår alene foran en skærm er det vigtigt at have adgang til levende kulturtilbud.

Jeg vil gerne arbejde for at finde flere penge til kulturliv i Hillerød. Imens vi politikere arbejder på denne opgave, mener jeg, at kulturlivet i Hillerød med fordel kunne tænke over, hvordan de trækker flere brugere til de allerede eksisterende tilbud. Nytænkende og målrettet kommunikation kunne lokke flere brugere til.”

Publiceret: 18. November 2017 11:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Valget netop nu
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt