Elisabeth Gjerulff Nielsen lægger sin vej forbi Hillerød. Foto: PR

Elisabeth Gjerulff Nielsen lægger sin vej forbi Hillerød. Foto: PR

Biblioteket er klar med efterårsprogram

Store forfatternavne, noget for børnefamilier, musik og meget mere

biblioteksliv Hillerød Bibliotek byder hen over efteråret på en række arrangementer for både børn, musikglade, og selvfølgelig litteraturglade. I en pressemeddelelse fortæller biblioteket om en række nedslag i efterårsprogrammet.

Børnefamilierne kan blandt andet glæde sig til en række ting at tage sig til.

"Hillerøds børn skal være vilde med biblioteket, og som altid kan de glæde sig til en masse sjove og lærerige oplevelser. Vi har selvfølgelig særlig fokus på tiltag, der booster børns læselyst og kreative udfoldelse. Rigtig mange børnefamilier besøger os især i weekenden, hvor mange børn har haft stor glæde af at høre højtlæsninger med vores dygtige bibliotekarer. En succes vi derfor har besluttet at gentage hver lørdag formiddag hele efteråret. Ligeledes er alle børnefamilier og daginstitutioner altid velkomne i Børneværkstedet, hvor de kan fordybe sig i en kreativ gør det selv aktivitet i bibliotekets betjente åbningstid," siger bibliotekschef Stine Holmstrøm Have i pressemeddelelsen.

Blandt andet fortsætter "Levende lørdage", hvor der bydes på eksempelvis skattejagt eller en oplæsning. Derudover kikker børnebibliotekets venlige og nysgerrige drage Hilbert også forbi. Der er også torsdagsfilmklub for de 11- til 14-årige, FIFA-mesterskab og mulighed for at møde bibliotekets såkaldte læsehunde.

Helle Helle på besøg

Til efteråret får bibliotekets brugere mulighed for at møde den kendte forfatter Helle Helle, der bliver hovednavn på litteraturfestivalen "Ordet er løs" 5. oktober.

Festivalen byder dog også på meget andet:

"Blandt andet kan man møde kunstnere, der sætter sig selv i spil ved at bruge deres eget liv og deres egne erfaringer. Det gør forfatter Karen Fastrup og musiker Tobias Trier. Man kan også møde forfattere, der skriver om, hvad der rører sig i samfundet, såsom Kaspar Colling Nielsen og Jonas Eika," udtaler bibliotekets kulturformidler Karen Elsebeth Jensen.

Elisabeth om 80'erne

Ultimo oktober gæster sangskriver og forfatter Elisabeth Gjerulff Nielsen biblioteket og fortæller om tiden med store hits som solist i 1980'erne og 1990'erne og bagkvinden bag hits til navne som Ray Dee Oh, Søs Fenger, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen.

Programmet fortæller også om eksempelvis fællesspisning, brætspilscafé og læsekredscafé hen over efteråret. Billetsalget er i gang, enten på biblioteket eller på www.hilbib.dk.

Find programmet på www.bit.ly/bibprogram.

jbt

Efteråret byder også på brætspilscafé på biblioteket. Privatfoto

Efteråret byder også på brætspilscafé på biblioteket. Privatfoto

Publiceret 09 August 2019 07:00