Kammermusik for alle sanser på Luthersk Missions Højskole

For tredje gang åbner Nordisk Kammermusikfestival dørene for et stjernespækket program af klassisk såvel som ny musik i Hillerød

Glem alt om svedige festivaltelte, lunken hvidvin og råbende mennesker overalt. Nordisk Kammermusikfestival i juli går andre veje ved at skabe fem dage i en forkælelsesboble, der både byder på internationale topnavne inden for den klassiske musik samt mad og mindfulness midt i et stykke historisk dansk natur.

“Ønsket med Nordisk Kammermusikfestival er at skabe en festival, hvor rammerne er så afslappede, inspirerende og nydelsesfulde som mulige, så alle sanser bliver forkælet”, siger festivalleder Stine Rejnholdt i en pressemeddelelse, og fortsætter:

“Udover den vidunderlige musik og de smukke omgivelser i Hillerød er maden derfor noget af dét, vi lægger allermest vægt på. Alle måltider er kreeret med udgangspunkt i årstidens bugnende haver, og vores køkkenchef henter sin inspiration fra det italienske køkkens sanselighed og det nordiske køkkens æstetik. Og fremfor alt er maden - ligesom musikken - skabt med kærlighed. Vi vil gerne skabe en samlet festivaloplevelse, der både kan smages, sanses og høres”.

Luthersk Missions Højskole

Festivalen holdes mandag 22. til fredag 26. juli på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, og programmet i år inkluderer navne som Ekkozone, Opus Zoo, Mames Babegenush, Gustav Piekut, Jesper René, Aleksander Nohr, Christian Westergaard, Povl Kristian Mortensen og Den Danske Klaverduo.

Årets Festivalensemble består af nordiske musikere: Sigrun Edvaldsdottir, Christian Ellegaard, Mina Fred, Andreas Brantelid, John Kruse og Rikke Sandberg, der hver dag spiller værker af balndt andre Brahms, Mozart, Beethoven og Schumann. Hver aften afsluttes med den afslappede og hyggelige cognactime, hvor musikere og publikum mødes til en snak om dagens oplevelser.

Huskomponist

I år Andy Pape inviteret som om huskomponist. Det betyder, at flere koncerter vil præsentere værker af ham, og at han vil indgå som en naturlig del af hverdagen på højskolen under festivalen. Som sidste år har er der også besøg af huspoet Ditte Steensballe, der ved cognactimerne læser højt af udvalgte digte og tekster.

Nordisk Kammermusikfestival er grundlagt i 2017 af pianist Rikke Sandberg og ønsket er at skabe en behagelig og afslappet atmosfære, hvor publikum får mulighed for at komme helt tæt på musikerne

-feldt

Publiceret 14 July 2019 07:00