Sådan så der ud på Markedspladsen i gamle dage. Foto: Museum Nordsjælland

Sådan så der ud på Markedspladsen i gamle dage. Foto: Museum Nordsjælland

Tag med på byvandring i det historiske Hillerød

Gennem sommeren - frem til den 8. august - kan du hver torsdag komme med på en historisk byvandring i Hillerød med Annelise Heiberg fra Museum Nordsjælland.

"Turen går gennem gader og stræder, hvor bygninger og baggårde fortæller om Hillerøds op- og nedture og om store personligheder og vigtige virksomheder i Hillerøds historie. I år starter turen i Elværket i Frederiksgade, hvor man kan få et kig på, hvad arkæologerne fandt, da de gravede foran kirken i 2018. På vandringen vil man høre om Nordsten-fabrikken, Salpeterværket og Stutteriet, og man vil stifte bekendtskab med 'Murer Tony' og andre personligheder fra byen," skriver museet i en pressemeddelelse.

Museum Nordsjælland inviterer med på byvandringer hver torsdag resten af sommeren. Her er det et foto fra Torvet. Foto: Museum Nordsjælland

Museum Nordsjælland inviterer med på byvandringer hver torsdag resten af sommeren. Her er det et foto fra Torvet. Foto: Museum Nordsjælland

"I århundreder var kongens tilstedeværelse afgørende for Hillerøds velstand. Sammen med Frederiksborg Slot blomstrede byen, men da kongen ikke længere benyttede slottet og det blev hærget af en altødelæggende brand, medførte det stor fattigdom og sygdomme i Hillerød. Men byen overlevede og fremstår i dag som en moderne handelsby, der gemmer på et utal af historier og spor fra fortiden," står der endvidere i pressemeddelelsen.

Byvandringerne starter klokken 16, men kom gerne 15 minutter før, hvis du skal købe en billet. Ellers kan billetten købes på forhånd via www.visitnordsjaelland.dk.

Det koster 80 kroner, og så er der inkluderet gratis adgang til Bymuseet og Æbelholt Klostermuseum på et selvvalgt tidspunkt.

Turen tager cirka halvanden time.

mw

Publiceret 04 July 2019 16:00