Forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen holder masterclass på Hillerød Bibliotek. Pressefoto

Forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen holder masterclass på Hillerød Bibliotek. Pressefoto

Anders Haahr Rasmussen holder skrive-masterclass på Hillerød Bibliotek

Forfatter giver input til skrivekunst på Hillerød Bibliotek

Den alsidige forfatter og journalist Anders Haahr Rasmussen giver en masterclass 30. april kl. 20-21.30 på Hillerød Bibliotek om forskellen på at skrive fiktion og non-fiktion.

Anders Haahr Rasmussen skriver i alle genrer og tager ofte udgangspunkt i sit eget liv for at tegne et portræt af et emne eller en person.

Han har blandt andet skrevet romanen 'Det var ikke planen at købe kålroer', en bog om udfordringerne ved at være mand i det 21. århundrede 'En fandens mand'; og en bog om at leve med kronisk træthedssyndrom 'En fortælling om at være træt'.

Om Intet og Alting

Til masterclassen har Anders Haahr Rasmussen valgt at tale om forskellen på at skrive fiktion og non-fiktion, fordi forskellen ikke altid er så klar, som man kunne tro.

"Man kan måske sige, at udgangspunktet for at skrive skønlitteratur eller fiktion er intet. Der er intet, og derfra skriver man. Mens udgangspunktet for non-fiktion er alting. Al den overvældende virkelighed af sanseindtryk, man er udsat for som reporter - vindens rusken i træerne, vinterkuldens bid, hundens gøen," fortæller han i en pressemeddelelse fra Hillerød Bibliotek.

"Så kommer der argumenter, anekdoter, løgne, klirrende kaffekopper, et bornholmerur inde i stuen, og det var så én persons perspektiv på én sag, som har uendelig mange perspektiver, aktører med skjulte dagsordener. Jeg vil prøve at tale om det Intet og det Alting, og hvordan det ikke altid opdeler sig så fint og så entydigt som her," fortsætter Anders Haahr Rasmussen.

Oplæg og dialog

Masterclassen er et fordybelsesrum for dem, der interesserer sig for at skrive. Til masterclassen er der et oplæg på 20 minutter. Derefter er der dialog mellem forfatteren og publikum om oplægget og om skrivning generelt.

Man behøver ikke være forfatter eller være aktivt skrivende for at deltage i masterclassen. Det vigtigste er, at man interesserer sig for skrivning og ønsker at fordybe sig i emner så forskellige som karaktertegning, noteteknik, skrivevaner, plotdannelse og så videre.

Det er gratis at deltage i masterclassen, men det kræver tilmelding via bibliotekets hjemmeside.

jesl

Publiceret 19 April 2019 10:00