Læsegruppe for mænd over 65 år

Hillerød Bibliotek har haft succes med at samle mænd over 65 år til en læsegruppe - så nu skaber de en ny

Hillerød Bibliotek starter i foråret en læsegruppe for mænd over 65 år. Gruppen mødes hver onsdag kl. 13-15 i marts, april og maj.

Det er anden gang, Hillerød Bibliotek åbner en læsegruppe kun for mænd over 65 år. I efteråret 2018 havde biblioteket en lignende læsegruppe, og fordi modtagelsen var så positiv første gang, har biblioteket valgt at oprette en ny gruppe.

Medlemmerne af den tidligere gruppe var så glade for initiativet, at en del af dem besluttede sig for at starte deres egen læsegruppe efterfølgende. De tidligere deltagere har blandt andet fremhævet, at det var dejligt at møde andre mænd på samme alder, at gruppen var en god adspredelse fra den daglige trummerum, at det var spændende at blive introduceret til en masse ny litteratur, og at samtalerne satte nye perspektiver på mange af livets spørgsmål.

Højtlæsning med højt til loftet

Læsegruppen afholdes efter den anerkendte læsemetode Guidet Fælleslæsning, hvor en bibliotekar hver uge medbringer spændende tekster og læser dem højt for gruppen. Gruppen taler derefter sammen om teksterne og lader samtalen flyde til livets andre forhold. Intet er for stort eller for småt til at blive bragt på bane, fortæller bibliotekar Thorbjørn Zeuthen Tirsted, som står for læsegruppen.

”Litteraturen har en samlende egenskab, og den tager vi alvorligt. Litteraturen handler om livet og døden, ensomheden og tilværelsens dybe refleksioner og giver anledning til at tage nogle samtaler, som ellers kan være svære at finde. Vi bruger kort sagt bøgernes verden til at åbne for den virkelige verden,” siger Thorbjørn Zeuthen Tirsted.

Fællesskabet driver værket

Det er netop følelsen af fællesskab, der er den vigtige motor for initiativet. Derfor støtter Frivilligcentret op om læsegruppen undervejs ved at introducere deltagerne til udvalgte foreninger og fællesskaber i Hillerød, som kan have særlig appel for mænd.

Du kan tilmelde dig ved at skrive en mail til Thorbjørn på bibliotek@hillerod.dk. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet, og der er plads til 12 deltagere.

Publiceret 18 February 2019 06:00