Den første torsdag i februar går MAM-rejsen på Klaverfabrikken til Senegal. På scenen står orkestret Tamala, som består af musikere fra både Senegal, Burkina Faso og Danmark. Pressefoto

Den første torsdag i februar går MAM-rejsen på Klaverfabrikken til Senegal. På scenen står orkestret Tamala, som består af musikere fra både Senegal, Burkina Faso og Danmark. Pressefoto

Nye mad- og musikrejser med Klaverfabrikken

Turene i foråret går til Senegal, Chile, Italien og Caribien

arrangementer Siden 2016 har Klaverfabrikken den første torsdag hver måned budt på MAM, 'Mad og Alverdens Musik', der giver publikum en aften med en rejsedestination i centrum. Både mad, musik og andre indslag tager afsæt i rejsedestinationen, som i foråret kommer vidt omkring på verdenskortet.

Den første torsdag i februar går rejsen til den tidligere franske koloni i vestafrika, Senegal. På scenen står orkestret Tamala, som består af musikere fra både Senegal, Burkina Faso og Danmark. Publikum kan forvente en aften med afrikansk musik, dans, trommeopvisning og en lang række festligheder med afsæt i den senagalesisk kultur.

Chile byder op til dans

Andet stop i marts er en tur til Chile, et land der på grund af sit stræk over mange kilometer er beriget af mange forskellige kulturaftryk.

Musikken leveres af Typical Cumbia, et orkester som gerne vil begejstre, forføre og byde op til dans.

Tredje stop i april er en tur til Italien, et land som alle har klare referencer til, i hvert fald når det kommer til maden. Til denne anledning kommer to italienske musikere flyvende direkte fra Norditalien for at spille for publikum i Hillerød.

Accordion og guitar er i centrum, og man vil opleve, hvor meget musikken kan gynge uden rytmeinstrumenter. Filippo Gambetta & Carmelo Russo er inspireret af den vesteuropæiske folkemusik, har taget den til sig og tilføjet den klassiske italienske charme.

Fjerde stop den første torsdag i maj er en tur til Caribien med kvartetten D’Cuba’Son, som består af musikere fra Cuba, Puerto Rico og Venezuela. De caribiske øer er et pragteksempel på, hvor meget skøn kultur der vokser, når kulturer mødes.

Sidste stop inden sommer er en tur til Mexico den første torsdag i juni med Julian Maraboto, som synger om det kulturmix, det er at vokse op i Mexico og derefter flytte til Danmark. Hvis vejret er godt, er spisningen udenfor, og da det er MAM-sæsonfinalen, vil der være lagt op til fest.

Billetter sat til salg

Billetterne er sat til salg på www.klaverfabrikken.dk. En MAM-billet koster 200 kroner, og er man kun til musik, koster en billet 120 kroner.

jesl

Oversigt over forårets MAM på Klaverfabrikken:

    Torsdag d. 7. februar: Senegal m. Tamala

    Torsdag d. 7. marts: Chile m. Typical Cumbia

    Torsdag d. 4 april: Italien m. Filippo Gambetta & Carmelo Russo

    Torsdag d. 2. maj: Caribien m. D’Cuba’Son

    Torsdag d. 6. juni: Mexico m. Julian Maraboto

Publiceret 28 January 2019 05:00