Man kan gense dukkerne fra ”Jullerup Færgeby” og ”Vinterbyøster”. Pressefoto

Man kan gense dukkerne fra ”Jullerup Færgeby” og ”Vinterbyøster”. Pressefoto

Genoplev DR’s julekalendere på Frederiksborg Slot

Særudstilling med rekvisitter og dragter fra DR’s populære julekalendere er blandt julens tilbud til børn på Frederiksborg Slot i Hillerød

I december viser Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i samarbejde med DR en særudstilling med rekvisitter og dragter fra DR's populære julekalendere, siden første julekalender blev sendt i 1962.

Her kan du blandt meget andet sidde omkring Nissebandens bord og se deres kostumer.

Du kan også hilse på Magnus Tagmus, se den smukke Prinsesse Miamajas kjole og kongens kåbe fra ’Jul på slottet’ i 1986.

Du kan sige goddag til Lillebror fra ’Ingrid og Lillebror’, møde Anton, der revnede sine bukser i ’Jullerup Færgeby’ i 1974, og se kostumer og rekvisitter fra nogle af DR’s nyere julekalendere som ’Tidsrejsen’, ’Den anden verden’ og ’Absalons hemmelighed’.

"Vi er glade for at kunne samarbejde med DR om årets juleudstilling. DR’s populære julekalendere har ofte elementer fra eventyr, folketro og historiske perioder, og vi glæder os til at fremvise de flotte kostumer og rekvisitter i de eventyrlige rammer på Frederiksborg Slot. Udstillingen omfatter årtiers juleunderholdning og der er med garanti noget at mindes og tale om for gæsterne," udtaler museumsdirektør Mette Skougaard i en pressemeddelelse.

På udstillingen kan man blandt andet se "Nissebanden", "Jul på Slottet", "Absalons Hemmelighed" og "Pagten", som har været nogle af DR’s helt store julekalenderhits gennem årene. Børn og deres familier kan også opleve ’Gyroen’ fra "Tidsrejsen" helt tæt på.

Udstillingen kan ses frem til den 31. december.

Kom i nisseskole

Men der er mange andre tilbud til børn i julemåneden på slottet.

I december slås lågerne på museets pragtkabinetter fra 1600- og 1700-tallet op, og en hemmelig verden med små spejlkabinetter og skuffer kommer til syne.

Man kan se dragter fra for eksempel ”Absalons Hemmelighed”. Pressefoto

Man kan se dragter fra for eksempel ”Absalons Hemmelighed”. Pressefoto

Samtidig udstilles nogle af museets sjældne silkebroderede lærredsduge fra 1600-årene.

På adventssøndage kan familier og børn komme i Julians Nisseskole, hvor man kan lære om julens historiske traditioner og få fortalt om de udstillede kabinetskabe og duge.

Efter en omvisning på slottet afsluttes med juleklip i Børnenes Danmarkshistorie.

Julians Nisseskole åbner 9., 16. og 23. december kl. 13.30.

Drillenisser på spil

I december er slottets drillenisser også på spil.

Slottet beder museets yngste gæster om hjælp til at finde slotsnissen Julian, der hver dag stikker af og gemmer sig i en ny stue på slottet.

Hvis du kan finde nissen, er der en lille gave til dig.

Frederiksborg Slot er et jule-slaraffenland for børn i december. Pressefoto

Frederiksborg Slot er et jule-slaraffenland for børn i december. Pressefoto

Publiceret 07 December 2018 06:00

SENESTE TV