Direktør skifter job

Børne- og kulturdirektør skal til Gentofte

Direktør for børn, skoler og familier i Hillerød Kommune Anders-Peter Djernes Østergaard har fået nyt job. Den 1. december i år er han ny direktør for skole, kultur, unge og fritid i Gentofte Kommune.

Anders-Peter Djernes Østergaard har været i Hillerød Kommune i otte år.

”Det er med blandede følelser, jeg rejser. Jeg har fået et spændende job i Gentofte, men jeg har også været utroligt glad for at være i Hillerød Kommune” siger han i en pressemeddelelse fra Hillerød Kommune.

”At være direktør i Hillerød Kommune har været en af de mest vellykkede opgaver i mit arbejdsliv. Vi har skabt et børne- og kulturområde af høj kvalitet inden for de rammer, byrådet har bevilliget. Hillerød Kommune har nogle fremsynede politikere, ledere og medarbejdere, som sikrer en høj kvalitet i den daglige opgaveløsning”, siger han.

Kommunaldirektør Erik Nygreen takker Anders-Peter Djernes Østergaard, som dagligt blot kaldes AP, for indsatsen.

”Vi har været privilegerede at have AP med på holdet i Hillerød Kommune. Jeg har oplevet ham som en meget fremsynet og kulturbærende direktør, som har sat sig mange solide aftryk i vores organisation og i vores lokalsamfund. Nu skal vi i gang med en proces, hvor vi sammen med økonomiudvalget skal finde en ny direktør, og i den mellemliggende periode løser vi der er tilbage opgaverne,” konstaterer Erik Nygreen i pressemeddelelsen.

jbt

Publiceret 04 November 2018 03:00

SENESTE TV