Kom med til 'Hjertestarterdagen'

sundhed Hjerteforeningen markerer i Hillerød i efterårsferien den internationale hjertestarterdag. Her bliver der sat fokus på hjertestart i Hillerød tirsdag 16. oktober kl. 14-16 på Hillerød Station.

Man kan prøve genoplivning på en dukke - og evt. en genoplivningsdukke med hjem, prøve en hjertestarter, teste sin viden om hjertestop med en quiz og få en snak om genoplivning .

"Hurtig hjælp ved et hjertestop er afgørende for chancen for at overleve og overleve til et godt liv. Vi ved, at hvis et vidne til et hjertestop træder til og yder livreddende førstehjælp, øges chancen for at overleve med helt op til tre gange. I dag overlever ca. 10 procent et hjertestop - det kan vi gøre bedre ved at træde til med hjælp," udtaler Hanne Balle, rådgivningsleder og ansvarlig for genoplivningsområdet i Hjerteforeningen, i en pressemeddelelse.

Hvis du kommer forbi, kan du også høre mere om Hjerteforeningens Giv Liv projekt og gratis Hjerteredderkursus – 30 minutters introkursus i genoplivning. Tilmelding til kurserne sker på hjerteforeningen.dk/givliv.

Læs mere om hjertestop og hjertestart på www.hjerteforeningen.dk.

Publiceret 15 October 2018 05:00