Scary: Horror Walk søger monstre og zombier

Monstre og zombier indtager Hillerød den 19. oktober

Af
Martin Warming

Går du rundt med en indre zombie, der skal slippes løs? Og kunne du tænke dig at være en del af Horror Walken i Hillerød fredag den 19. oktober?

Så skal du møde op til informationsmøde på mandag den 1. oktober mellem klokken 17 og 18 i Festsalen på Sdr. Jernbanevej, hvor du kan høre meget mere om det uhyggelige arrangement, der altså finder sted den 19. oktober - fredagen i efterårsferien.

Horror Walken blev afholdt for første gang sidste år, og arrangørerne, der er Hillerød Byforum, håber at endnu flere vil være med i år.

"Vi håber, at der er rigtig mange, der vil være med til at give folk en skræmmende oplevelse. Planen er, at der skal være to optog gennem byen - et for de lidt sarte sjæle og et for dem, der kan tåle lidt mere," fortæller Martin Iversen, der sidder i aktivitetsudvalget i Hillerød Byforum.

Se billeder fra sidste års Horror Walk nederst i artiklen

Der er mulighed for at få hjælp til sminke og udklædning, men man er også velkommen til at tage sin egen udklædning på, hvis man har sådan en.

Ideen til Horror Walken opstod i butikken Rodes, hvor de er bidt af halloween og uhygge.

“Vi har haft en bod i Tivoli de sidste år, og der går de vanvittig meget op i det. Det er megafedt at være en del af. Vi synes, der skulle ske noget i Hillerød også, og så kom vi med denne ide om at gøre Hillerød til Halloween-by med blandt andet en 'horror walk'," har afdelingschef Line Fabricius tidligere fortalt til Hillerød Posten.

Du kan tilmelde dig informationsmødet på mandag den 1. oktober her - men du kan også bare møde op, hvis du vil høre mere om Horror Walken.

Publiceret 28 September 2018 06:00

SENESTE TV