Sjældne kinesiske broderier udstilles for første gang i Europa

Frederiksborg Slot har åbnet udstilling med en sjælden kunstsamling fra Kina

udstilling Særudstillingen "Kinesisk broderi" på Frederiksborg Slot præsenterer en unik samling af broderier, der giver et anderledes indblik i den folkelige del af Kinas kulturhistorie.

Udstillingen er en sjælden kunstsamling, der aldrig før har været udstillet i Europa. En stor del af særudstillingen består af broderier, der er skabt af kvinder i Kina og har været brugt i de kinesiske hjem igennem tiderne.

De mere end 100 forskellige kinesiske broderier i udstillingen viser, hvordan broderiet er blevet anvendt og forfinet igennem årtusinder

Direktør på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot Mette Skougaard er meget stolt af at præsentere denne unikke samling af kinesiske broderier i samarbejde med Prince Gong’s Palace Museum:

"Motiverne er meget varierede og giver et fascinerende indblik i den kinesiske folkekultur. Samlingen spænder lige fra de helt enkle broderier med stærke spirituelle symboler til de helt store farverige kompositioner, der giver et indblik i den forestillingsverden, der har præget Kina og kineserne gennem århundreder," fortæller hun i en pressemeddelelse.

Kulturhistorie

Historien om de ældste kinesiske folkebroderier går mere end 4.000 år tilbage. De er således en vigtig kilde til at forstå Kinas kulturhistorie på linje med kalligrafien og malerkunsten. Broderierne på denne særudstilling består af et nøje udvalg af den anerkendte kinesiske forsker Sun Jianjuns broderisamling og viser et bredt udsnit af de kinesiske folkebroderier både geografisk og historisk.

Udstillingen viser bl.a. en række illustrative lærestykker, der går bag om teknikken i den kinesiske broderitradition. Pressefoto

Udstillingen viser bl.a. en række illustrative lærestykker, der går bag om teknikken i den kinesiske broderitradition. Pressefoto

Der er dermed meget inspiration at hente for dem, der interesserer sig for broderikunst.

"Udstillingen handler både om kinesisk kultur i bred forstand, men også mere specifikt om broderikunst. De mere end 100 forskellige kinesiske broderier i udstillingen viser, hvordan broderiet er blevet anvendt og forfinet igennem årtusinder. Der er bl.a. en række udstillede lærestykker, der demonstrerer de forskellige teknikker, hvormed de smukke broderier er blevet skabt," fortæller Mette Skougaard.

'Kinesisk Broderi' kan opleves til og med den 31. oktober.

Mdt

Publiceret 19 September 2018 19:00

SENESTE TV