Ny sæson på Nødebo Kro

Kulturprogrammet for den kommende sæson byder på lidt af hvert for unge og ældre

Fritid Kulturprogrammet for den kommende sæson på Nødebo Kro byder på noget til alle aldre. Det byder også på et absolut scoop inden for den klassiske musik, skriver Nødebo Kro selv i en pressemeddelelse. Det er nemlig lykkedes at få verdenscellisten Andreas Brantelid til at give koncert 11. november med Poseidonkvartetten, hvor de blandt andet vil spille Schuberts store strygekvintet.

Blandt de andre oplevelser i efteråret er koncerten 21. oktober med Anne Dorte Michelsen og Billy Cross. Anne Dorte Michelsens solo-gennembrud "Mellem dig og mig" blev produceret af Billy Cross og indeholdt blandt andet hendes hit "Jeg har lagt mine våben for dig”. Samarbejdet hvilede i 25 år, men blev vakt til live igen, da Billy Cross blev kaldt i studiet for at spille med på og producere Anne Dortes seneste album "De voksnes rækker". Koncerten byder både på nye numre fra albummet "De voksnes rækker" og en lang række kendte sange fra Cross og Michelsens parløb op gennem 80’erne.

Jazz på kroen

Også jazz-sangerinden Indra Rios-Moore gæster Nødebo Kro, mens den klassiske serie på kroen af fem koncerter åbnes 30. september af pianisten Rikke Sandberg. Hun er blevet så begejstret for salen på Nødebo Kro, at hun har lånt den til at indspille sin nye CD i sommeren 2018. Ved koncerten spiller hun nogle af de nyindstuderede soloværker og vil desuden spille en Brahms violinsonate sammen med det unge violintalent Adam Koch Christensen.

Verdenscellisten Andreas Brantelid kommer og spiller på Nødebo Kro. Pressefoto

Verdenscellisten Andreas Brantelid kommer og spiller på Nødebo Kro. Pressefoto

Senere i sæsonen i januar 2019 kan man opleve duetter med fløjte og harpe spillet af Ulla Miilmann, der er solofløjtenist i DR Symfoniorkester, og Tine Rehling, der er en af landets bedste harpenister. Mezzosopranen Nana Bugge Rasmussen og barytonen Teit Kanstrup med Louise Schrøder ved klaveret kommer i februar, og de klassiske koncerter slutter i april med AmadeusEnsemblet, der blandt andet spiller Mozarts fantastiske Gran Partita i B-dur for 13 blæsere.

Teatret OPtimis kommer i oktober med kabaret-forestillingen ”Emma Gads Takt & Tone 100 år”, og musikprogrammet byder også på bl.a. guitaristen Christian Sievert, den svenske trompetist Mårten Lundgren med sit jazz-band og De Nordiske Spillemænd. Som sædvanlig bliver der en række fredagsaftener med Mad & Musik, hvor kroens frivillige kokkehold sørger for menuen.

Pianisten Rikke Sandberg åbner 30. september en serie på fem klassiske koncerter på Nødebo Kro. Pressefoto

Pianisten Rikke Sandberg åbner 30. september en serie på fem klassiske koncerter på Nødebo Kro. Pressefoto

Også Halfdanskerne optræder, og kroen byder på julejazz i december med NobertSusemihl’s Joyful Gumbo. Der er ølsmagning i februar, guitaristen Mikkel Ploug kommer i marts, og i april er der stand-up med Mikkel Klint Thorius.

Den sidste fredag i måneden fra september til april spiller Nøddeknækkerne op til folkedans. I november gentages forårets succes med en pop/rock jam-session i samarbejde med Klaverfabrikken, og i januar afholdes den store traditionelle nytårsgallafest, hvor Wienertrioen spiller både til taffel og til dans.

Jazzsangerinden Indra Rios-Moore gæster Nødebo.

Jazzsangerinden Indra Rios-Moore gæster Nødebo.

Foredrag

Fem onsdage i sæsonen er der foredrag kl. 19.30. Blandt foredragsholderne i den kommende sæson finder man Jytte Hilden og forfatteren Kirsten Thorup. Radio- og TV-manden Jørgen de Mylius fortæller i oktober om sit liv med popmusik, og Per Stig Møller deler 23. januar sine overvejelser om verdens store udfordringer. Endelig vil museumsinspektør Ida Rosenstand Klahn dele ud af sin viden om Nødebos historie.

Billetter

Billetsalget er åbent på www.noedebo-kro.dk, hvor man også kan læse meget mere om Nødebo Kros kulturprogram, og den trykte kulturkalender kan hentes i forsamlingshuset og på biblioteket.

Publiceret 19 August 2018 09:00

SENESTE TV