Stafet For Livet: Masser af aktiviteter for store og små

Lørdag den 11. og søndag den 12. august afvikles Hillerød-områdets første 'Stafet For Livet'.

Det foregår på stadion i Nødebo og løber over 24 timer - fra lørdag klokken 11 til søndag klokken 11. Og det bliver et døgn med masser af underholdning for store og små, både for dem, der deltager i selve stafetten, og for alle interesserede, lover arrangørerne.

Drabantgarden lægger ud lørdag og går gennem Nødebo fra kirken til stadion klokken 10.30. Så følger den officielle åbning med taler af blandt andre Hillerøds borgmester Kirsten Jensen og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen.

Lørdag klokken 13 underholder den tidligere landsholdsspiller Preben Elkjær med uddrag fra sit landskendte show.

Under stafetten vil der løbende være musik fra scenen, - blandt andet med Nordsjællands Gospelkor fra Humlebæk, The Flintstones Band spiller sange af Kim Larsen og John Mogensen, og Hot Pans Steelband fra Hillerød underholder på olietønder, trommer og percussion.

Klokken 21 går sanger og sangskriver Andreas Langvad på scenen. Med sine blot 23 år har han allerede mere end 100 optrædender bag sig, og han skriver alle sine sange selv.

Alle koncerter er gratis.

Børneunderholdning

Klokken 22 taler livsstilsekspert og kreativ direktør Olga Bastian forud for en lysceremoni, hvor der i aftenskumringen tændes lys i lysposer med en hilsen eller tegning til en, der har kæmpet, kæmper eller har tabt kampen mod kræft. Lysposer kan købes på pladsen.

Der er også tænkt på børnene. Lørdag vil der fra klokken 12 være en LEGO-byggeplads, en tegnekonkurrence og mulighed for ansigtsmaling. De gule Spejdere har blandt andet snobrødsbagning over bål, og lørdag aften fortæller Kesser godnathistorier, egnshistorier og spiller måske også lidt musik.

Lørdag fra klokken 12 til klokken 22 vil der være en såkaldt 'Silent Auction', hvor interesserede kan lægge et bud på de flotte varer fra blandt andet Yonex, Nike, Isabell Camille og mange, mange andre.

I et behandlertelt vil der være mulighed for zoneterapi, fysioterapi med mere, ligesom Hjerteforeningen har kurser i genoplivning og hjertestart. Kræftens Bekæmpelse informerer om de syv tegn på kræft og om solkampagnen. Og deltagerne vil også kunne lave deres eget UV armbånd.

Søndagen starter med morgengymnastik. En ønskekoncert er også stablet på benene, og klokken 9.30 uddeler Hjem Is gratis is til børnene.

Med uden mad og drikke duer helten ikke, og under hele stafetten kan der købes mad og drikke på pladsen, og man kan allerede nu bestille madbilletter (frokost, aftensmad, natmad og morgenmad) på stafettens hjemmeside.

Flere hold har allerede tilmeldt sig stafetten, og de tæller alt fra familier, firmaer og grundejerforeninger til et hold af kommunalpolitikere fra Hillerød.

Har man lyst til at deltage, kan man endnu nå at melde sig til på hjemmesiden www.stafetforlivet.dk/stafet/noedebo.

Stafet for Livet

Stafet For Livet er et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft. Stafet For Livet er hverken et løb eller en konkurrence. Deltagerne på stafetholdene bestemmer selv, om de vil gå eller løbe. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv og fælles indsats i kampen mod kræft.

Publiceret 04 August 2018 07:00

SENESTE TV