Cykeltur fra Hillerød til Farum på søndag

arrangement Nu kan du tage med Cyklistforbundet på en smuk og seværdig cykeltur ad cykelrute 31 til Farum fra Hillerød søndag den 5. august fra klokken 10.

"Vi starter ved spisestedet Leonora ved Frederiksborg Slot. Da rute 31 er lukket det første stykke af vejen på grund af sygehusbyggeriet, kører vi i stedet mod Allerød og ser først Fantasiens Ø, hvor Frederik VII i 1859 byggede et lille lystpalæ og et køkkenanneks. Kongen og grevinde Danner nød at tage et frikvarter her. Der blev sikkert også holdt mange fester. Oprindelig var det en halvø, men kongen lod grave en kanal, og dermed var øen skabt", skriver arrangørerne i en pressemeddelelse om turen.

Derefter går turen videre mod Allerød med en del stop undervejs, hvor deltagerne blandt andet skal en tur til Børstingød Mose, Ravnholt Skov, Bregnerød og Farum Midtpunkt - også kaldet for 'Rustenborg'.

Turen frem og tilbage er på cirka 40 kilometer, og der cykles i et roligt tempo, fortæller arrangørerne.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig turen. Man skal bare møde op ved spisestedet Leonora ved Frederiksborg Slot søndag den 5. august klokken 10. Husk mad og drikkevarer.

Hvis man gerne vil undvære hjemturen, går der bus fra Farum til Hillerød. Cykler kan medtages, hvis passageren rejser på rejsekort.

Det er Cyklistforbundet, Hillerød afdeling, der står bag turen, og det er Jytte Thorbek, der er guide.

mw

Publiceret 30 July 2018 17:00

SENESTE TV