Sara Omar er hovednavn på litteraturfestivalen

Fortæller 6. oktober om, hvordan bogen 'Dødevaskeren' har forandret hendes liv

kultur Ikke siden Yahya Hassan bragede igennem i 2013 med en digtsamling om sin vanskelige opvækst, har en bog vakt så meget opsigt som 'Dødevaskeren' af Sara Omar. Og netop Sara Omar er hovednavn på årets udgave af Hillerøds litteraturfestival 'Ordet er Løs' 6. oktober.

Sara Omar og hendes familie flygtede fra Kurdistan til Danmark. Den dengang 15-årige Sara var dybt traumatiseret af møderne med undertrykkelse af kvinder i de stærkt konservative, muslimske lande, flugten bragte dem igennem. Disse erfaringer og indtryk ligger til grund for debutromanen 'Dødevaskeren', der udkom i begyndelsen af året.

Truet på livet

Til 'Ordet er løs' kan man opleve Sara Omar fortælle, hvordan 'Dødevaskeren' har forandret hendes liv, hvordan hun trækker på sine egne oplevelser, og hvorfor hun bare blev nødt til at skrive den.

Bogen blev en øjeblikkelig succes og har gjort Sara Omar til en frontfigur i kampen for muslimske kvinders rettigheder. I dag lever hun under politibeskyttelse og bliver jævnligt truet på livet.

Skriver sine mareridt

I et interview med Femina i februar fortalte hun, hvordan hendes livs kampe førte til, at hun skrev Dødevaskeren:

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet. Jeg hviler mig. Og så falder jeg ned i et mareridt. Nogle gange holder jeg mig vågen med vilje. Men jeg er jo kunstner, så jeg skriver på mine mareridt. Det er min overlevelse. Det er takket være mine ord, jeg har valgt at overleve. Uden mine ord er jeg ingenting. Det er derfor, jeg tror på, at vi kan forandre igennem ordets kraft. Se, hvor meget det danske samfund snakker om min bog, det er, fordi ord har magt."

Programmet til 'Ordet er løs', der foregår på Hillerød Bibliotek og Klaverfabrikken, kan hentes fra 1. august, og billetsalget åbner 8. august på www.hilbib.dk.

jesl

Publiceret 18 July 2018 07:00

SENESTE TV