Udstilling på slottet: Da Island rev sig løs

Det er 100 år siden, Island blev selvstændig. Ny udstilling sætter spot på løsrivelsen

Historie Islands selvstændighed i 1918 er historien om to nationers fredelige løsning på en lang og sej konflikt udsprunget af en stærk islandsk selvstændighedstrang. Det markeres i en ny særudstilling på Frederiksborg Slot, der sætter fokus på den fælles nordiske historie og hundredåret for den islandske forfatning.

Begivenhederne på Island i 1918 er et fantastisk eksempel på, hvordan to nationers stridigheder kan løses fredeligt og uden aggression

Når de islandske fodboldfans kan iklæde sig det islandske nationalflag og stille op som en selvstændig nation i VM i Rusland, skyldes det i høj grad en række dramatiske begivenheder, der fandt sted i årene op til sommeren 1918.

Takket være eksemplarisk diplomati og en række afgørende besøg af tre forskellige danske konger forløb løsrivelsen uden voldelige aggressioner eller splittelse. Hundredåret for den islandske forfatning rummer således en række perspektiver, der gør udstillingen særdeles aktuel i 2018, skriver Frederiksborg Slot i en pressemeddelelse.

Fantastisk eksempel

”Begivenhederne på Island i 1918 er et fantastisk eksempel på, hvordan to nationers stridigheder kan løses fredeligt og uden aggression. På trods af, at islændingenes selvstændighedstrang voksede ud af en lang og sej konflikt med Danmark, endte det med en fredelig løsning, hvor de to uafhængige stater fortsat er nære venner. I en tid med voksende nationalisme og store globale geopolitiske spændinger, er dette et lærestykke, mange nationer kunne have gavn af at skele til,” siger Mette Skougaard, direktør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Kong Christian 10. og dronning Alexandrine i Island.

Kong Christian 10. og dronning Alexandrine i Island.

”Island – selvstændig i 100 år” på Frederiksborg Slot fortæller de to rigers fælles historie med centrale historiemalerier, dokumenter, genstande og udvalgte portrætter. Udstillingen belyser også de kulturelle og økonomiske bånd, der blev knyttet i fællestiden, og som stadig forbinder de to lande. Udstillingen kan ses frem til 30. september 2018.

Kapp

Publiceret 11 July 2018 07:00

SENESTE TV