Byvandringer: Hør om Hillerøds op- og nedture

Der er byvandringer i det historiske Hillerød hver onsdag

Gennem sommeren kan man hver onsdag komme med på byvandring i Hillerød med Annelise Heiberg fra Museum Nordsjælland. Turen går gennem gader og stræder, hvor bygninger og baggårde fortæller om Hillerøds op- og nedture.

"I århundreder var kongens tilstedeværelse afgørende for Hillerøds velstand. Sammen med Frederiksborg Slot blomstrede byen, men da kongen ikke længere benyttede slottet, og det blev hærget af en altødelæggende brand, medførte det stor fattigdom og sygdomme i Hillerød. Men byen overlevede og fremstår i dag som en moderne handelsby, der gemmer på et utal af historier og spor fra fortiden," skriver museet i en pressemeddelelse om byvandringerne.

Byvandringerne starter på Hillerød Bymuseum, der ligger i hjørnet af Frederiksborg Slotspark på Helsingørsgade 65, ved 10-kanten. Turen afgår fra Bymuseet præcis klokken 16.15, så man skal være der mindst 15 minutter før for at indløse billet i Bymuseet. Billetten kan også købes på www.visitnordsjaelland.dk

Det koster 80 kroner, og så er der inkluderet gratis adgang til Bymuseet, Æbelholt Klostermuseum og Elværket i Frederiksgade. Turen tager cirka halvanden time.

Du kan læse mere på museets hjemmeside www.museumns.dk.

mw

Publiceret 05 July 2018 11:00

SENESTE TV