Lørdag: Klassiske biler kører rallyløb med start og mål i Hillerød

Der er masser af flotte biler at kigge på, når Oresund Rally køres lørdag med start og mål i Hillerød

Af
Martin Warming

Når Oresund Rally starter fra Krakasvej i Hillerød i morgen lørdag klokken 10.30, sker det med nogle af landets bedste klassiske rallykørere i bilerne.

Oresund Rally tæller til det uofficielle danmarksmesterskab i pålidelighedsrally, FDM DASU Classic, og har blandt andre både sidste års vindere af løbet samt sidste års mestre med til start.

"Mellem 40 og 45 mandskaber skal ud på en 200 kilometer lang rute, hvor det ikke handler om at køre hurtigst, men om mest præcist at holde en gennemsnitsfart på typisk 45 kilometer i timen, og deltagerne får strafpoint både for at ankomme for hurtigt og for langsomt ved de 37 hemmelige tidskontroller," fortæller medlem af løbsledelsen, Per Vilslev.

Søn og far, René og Jørgen Skjøt, fører FDM DASU Classic-serien i deres Honda CRX inden Oresund rally på lørdag. Kan de leve op til favoritværdigheden?

Søn og far, René og Jørgen Skjøt, fører FDM DASU Classic-serien i deres Honda CRX inden Oresund rally på lørdag. Kan de leve op til favoritværdigheden? Pressefoto

Løbet har også en turistklasse, hvor alle - helt uden forudsætninger - kan være med og nye turen uden at skulle køre på skarp tid.

Blandt de deltagende biler finder man alt fra hverdagens slidere som Renault 4 til ædle biler som Jaguar E.

Deltagerne vil kunne ses:

Ved starten på Krakasvej kl. ca. 10.30

Ved Frederikssundbroen kl. ca. 12.00

Ved Egholm Slot i Hornsherred kl. ca. 13.30

Ved Frederikssundbroen igen kl. ca. 16.00

Ved mål i Hillerød fra kl. ca. 17.30.

Sidste deltager kører ca. 45 minutter efter de anførte tider.

Publiceret 08 June 2018 11:23

SENESTE TV