Søndagsfilm om tro i Slotsbio

Søndag 7. januar kl. 14 blænder Slotssognet op for den første af tre søndagsfilm i Slotsbio, hvor der lægges ud med Coen-brødrenes 'A serious man' fra 2009.
Sognepræst Jørgen Christensen giver inden visningen en kort intro til filmen, og bagefter er der plads og tid til en snak om filmen i Slotsbios café for dem, der har lyst.
Filmens hovedperson fysikprofessoren Larry Gopnik er en moderne gammeltestamentlig Job-figur, der rammes af al verdens ulykker på trods af, at han selv hævder, at “han jo ikke har gjort noget” - hvilket måske dybest set er hans store synd, hvis man spørger Coen-brødrene.
Den jødiske Larry opsøger midt i al sit kaos rabbineren og spørger om meningen med det hele, hvortil rabbineren svarer med en historie, der skal vise, at Gud ikke altid åbenbarer sin vilje med os, hvortil Larry svarer: “Hvorfor lader Gud os have spørgsmålene, hvis han ikke viser os svarene.?”
Coen benytter i 'A serious man' farcen og den kvikke dialog til at tage livtag med det eksistentielle spørgsmål, hvorvidt der er en højere magt, og om vedkommende i så fald er typen, vi bør afholde os fra at tage livtag med.
De to næste filmsøndage er 21. januar og 4. februar.jesl

Publiceret 05 January 2018 19:00

SENESTE TV