En aften i en fjern galakse

I 1977 ramte 'Stjernekrigen' alle landets biografer og nu, 40 år efter, tryllebinder Star Wars stadig en enorm fanskare.
Til december er der premiere på den nyeste film i sagaen: 'The last Jedi'. I den anledning sætter Hillerød Bibliotek spot på Star Wars-universet tirsdag 5. december mellem klokken 19 og 21.
Her kan man møde Star Wars-ekspert Elias Eliot, som især er kendt fra Han Duo, der laver podcasts om alle mulige fantastiske og nørdede emner fra populærkulturen.
Denne aften vil Elias Eliot fortælle om den originale trilogi, og hvordan den blev skelsættende for filmlandskabet dengang. Man vil også høre om prequel-trilogien, og al den røre og fansplittelse den skabte. Endeligt vil man se nærmere på Disneys nye film i Star Wars-sagaen.
Elias Eliot er selv en dedikeret fan og vil denne aften give deltagerne et indblik i hele fankulturen omkring filmene og universet, og vise eksempler på de mange sjove, fantasifulde og bizarre projekter som fanskaren har skabt i årenes løb.
Arrangementet er for alle, både gamle og nye fans og andre nysgerrige sjæle. Større børn er også meget velkomne.
Billetter kan købes på www.hilbib.dk og koster 40 kroner.

Publiceret 03 December 2017 06:00

SENESTE TV