Vælgermøde for børnefamilier

Familieaktivitetshuset Salto i Hillerød inviterer til vælgermøde med debat om børneområdet

Hvem tror du, dit barn ville stemme på til det kommende kommunalvalg?
Det kan man komme nærmere et svar på, når Salto Familieaktiviteter inviterer til vælgermøde i deres lokaler på Markedsstræde 12, 3. sal, i Hillerød. Mødet finder sted på mandag 9. oktober klokken 17-20.30.
Ifølge arrangørerne debatter nogle af de mest erfarne byrådspolitikere på børneområdet på mødet.
Alle partier er inviteret, og Salto ved, der kommer kandidater fra partierne: Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Ny Borgerlige, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Konservativ Folkeparti og Enhedslisten.
Salto opfordrer familier til at putte børnene i pyjamas og komme allesammen. Der er fællesspisning fra klokken 17, så hele familien kan være med.
“Vi håber, at debatten vil føre til større åbenhed og nye ideer og i det hele taget til at få sat fokus på Hillerøds yngste borgere, de 0-6 årige. Vi håber, at vi via arrangementer som dette kan medvirke til dialogen mellem forældre og lokalpolitikerne på en helt ny måde,” lyder det fra Salto i en pressemeddelelse.
Der er lagt op til en diskussion af, hvordan kommunen bedst kan støtte familier med små børn, og hvilke udfordringer børnefamilier oplever i hverdagen i Hillerød Kommune.
Paneldebatten varer fra 17.45 til 19.15, hvorefter Saltos leder Ditte Aagaard afslutter.
Maden koster 50 kroner per voksen og er gratis for børn. Vælgermødet er gratis.
Billetter bookes via begivenheden på Saltos facebook-side: www.facebook.com/saltofamilieaktiviteter.

Publiceret 06 October 2017 20:00

Hillerød Posten nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Hillerød Posten
SENESTE TV