Helge Frants Hinsch kan risikere at vente op til seks måneder på at få svar om sine hjælpemidler som næsten blind. Foto: Mette Dolmer Thygesen
Helge Frants Hinsch kan risikere at vente op til seks måneder på at få svar om sine hjælpemidler som næsten blind. Foto: Mette Dolmer Thygesen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommunen: "Vi arbejder så hurtigt, vi kan"

Sagsbehandlingstiderne er pressede, erkender sundhedschef i kommunen efter kritik fra Dansk Blindesamfund

Ventetiden er aktuelt længere end ønsket, men kommunen overholder stadig de politisk fastsatte ventetider.

Sådan lyder svaret fra Hella Obel, afdelingschef for Ældre og Sundhed i Hillerød Kommune, på den kritik, Dansk Blindesamfund kom med i tirsdagens Hillerød Posten.

Her fortalte skævingeborger Helge Frants Hinsch, som er blind på det ene øje og i oktober næsten helt mistede synet på det andet øje også, om hvordan han siden da har ventet på svar fra kommunen om hjælpemidler. Han søgte om at få et talende ur og et notatapparat, som kan hjælpe ham gennem hverdagen som svagtseende. Han har desuden i halvandet måned ventet på at få bevilget en blindestok. Kurset til at bruge stokken har han til gengæld fået, og han har også fået bevilget ledsagertimer, så kommunen anerkender, han har behovet.

Hella Obel kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men erkender, at sagsbehandlingstiderne generelt er presset:

“Vi overholder den politisk vedtagne ventetid, som ligger på 2-6 seks måneder for sager af denne art. Men det hjælper selvfølgelig ikke på, at det for borgeren er lang tid. Vi vil allerhelst behandle sagen den dag, behovet er der. Vi arbejder så hurtigt, vi kan,” siger hun.

Dermed er den oplysning, Helge Frants Hinsch fik i telefonen om, at han kunne risikere at vente et år på svar, altså ikke rigtig, da ventetiden er sat til maksimalt seks måneder.

Går den rigtige vej

Ifølge Hella Obel skal de afsatte ressourcer til sagsbehandling ses i sammenhæng med de politiske vedtagne sagsbehandlingstider. Sidste sommer lavede kommunen en omorganisering for blandt andet for at komme bedre i hus med ventetiderne:

“Og det går den rigtige vej nu, men det tager tid. Det kan vi se i alle organisationer, at det tager tid, før en ny organisering falder på plads,” siger Hella Obel.

Lære af hinanden

Formanden for Dansk Blindesamfund i Nordsjælland kaldte i tirsdagens avis Hillerød for den værste af de ni kommuner, han er formand i, når det kommer til ventetider i sagsbehandlingen. Til det svarer Hella Obel:

“Det ved jeg ikke, om er rigtigt, men det er da noget, vi må reflektere over. Generelt har vi god gavn af at lære af hinanden på tværs af kommunerne og udveksle erfaringer. Så vi er altid lydhøre omkring, hvad andre gør, ligesom vi også selv gerne deler ud af gode erfaringer”.

Ifølge Dansk Blindesamfund er Helge Frants Hinschs sag langt fra enestående. De har kendskab til borgere, som har ventet på svar om deres hjælpemidler siden juni, september og januar.

Publiceret: 20. April 2017 07:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt