“Frederiksborgcentret er et vigtigt omdrejningspunkt i Hillerød. Et sted hvor sport og kulturen blomstrer,” siger Peder Bisgaard, der glæder sig til, at den nye multihal står klar. Foto: Claus Beyer
“Frederiksborgcentret er et vigtigt omdrejningspunkt i Hillerød. Et sted hvor sport og kulturen blomstrer,” siger Peder Bisgaard, der glæder sig til, at den nye multihal står klar. Foto: Claus Beyer
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

'Idrætsministeren' stopper i politik: "Jeg skylder meget på familiefronten"

Kultur- og fritidsudvalgsformand, Peder Bisgaard, stopper sit politiske arbejde i Hillerød efter 12 år, hvor af de otte år var som formand for Kultur- og Fritidsvalget

Af Claus Beyer

I forhallen i Frederiksborgcentret møder Hillerød Posten Peder Bisgaard til en snak om fremtiden og de seneste 12 år i byrådet i Hillerød. Peder Bisgaard har valgt ikke at genopstille til det kommende kommunalvalg, og dermed slutter også en 8-årige periode som formand for kulturen, sporten og fritidsaktiviteterne i Hillerød, en udvalgspost der af mange foreningsfolk betegnes som skabt til Peder Bisgaard.

”Jeg har brugt en del tid på at komme frem til denne beslutning, men jeg er på ingen måder i tvivl om, at det er den rigtige. Jeg skylder rigtig meget på familiefronten og nu hvor der også er kommet børnebørn, så er tiden kommet til, at jeg også skal til at leve livet – det er nu, hvis jeg fortsat skal kunne gøre lidt ekstra for min hustru, børnene og selvfølgelig de helt små,” fortæller Peder Bisgaard med stor overbevisning.

”Jeg skal også sørge for at holde mig selv i gang. Jeg har tre ting, der virkelig har fanget min interesse – det er sejlads, golf og cykling, så det er helt sikkert også noget, som jeg i fremtiden vil sætte mere tid af til. Cyklingen og golfen er jeg lidt alene om derhjemme, men vi elsker alle at sejle, så båden i Lynæs skal helt sikkert bruges meget mere og det er jo fantastisk, når man kan have næsten hele familien samlet på den.”

Politiet var et drømmejob

Peder Bisgaard er født og opvokset i Ribe, men politiarbejdet fik den unge mand til Sjælland i 1978, og det blev Hillerød Politi station som blev hans faste arbejdsplads i mange år. Få år senere flyttede han og hustruen også til Hillerød, da de ventede deres første barn og familien har aldrig været i tvivl om, at Hillerød er deres by. Karrieren hos politiet udviklede sig med en assistancetjeneste hos det gamle Rejsehold i forbindelse med de mange pyromanbrande i Hillerød i midt 80érne og senere også som underviser på Politiskolen.

”Jeg begyndte hurtigt at interesse mig for den lokale i dræt. Jeg havde selv spillet fodbold som ung, men et brækket ben satte en stopper for min karrierer som målmand hos B93 – hvem ved, hvis uheldet ikke var sket, så kunne det måske havde været mig, der var blevet Danmarks ’Ole Qvist’ – han kom jo efter mig,” siger Peder Bisgaard med et kæmpe grin.

”Som repræsentant for politiets firmafodboldhold  var jeg med til at starte Hillerød Firmasport (nu Firmaidræt Hillerød) op i Hillerød i 1983 og i 1991 blev jeg valgt ind i Styrelsen for Dansk Firmaidrætsforbund, som er Danmarks 3. største idrætsorganisation med ca. 370.000 medlemmer.  Jeg blev ret hurtigt klar over, at jeg gerne ville være landsformand og det blev jeg i 2001. I 2014 blev jeg så også valgt til vicepræsident i ”European Federation for Company Sport” og jeg er selvfølgelig også fortsat aktiv og stadig formand i den lokale firmaidrætsforening.”

“Firma Idrætten i Hillerød har været en vigtig del af næsten hele mit liv i Hillerød,” fortæller Peder Bisgaard, der stolt viser deres flotte bygning frem. Foto: Claus Beyer
“Firma Idrætten i Hillerød har været en vigtig del af næsten hele mit liv i Hillerød,” fortæller Peder Bisgaard, der stolt viser deres flotte bygning frem. Foto: Claus Beyer

Nick Hækkerup fik mig ind i politik

”Jeg vil ikke sige, at kommunalpolitikken kom snigende sig ind i livet. Jeg havde allerede arbejdet i folkeoplysningsudvalget og mine aktiviteter i Dansk Firmaidrætsforbund var og er også meget politiske. Men i 2005 blev jeg kontaktet af Hillerøds daværende borgmester Nick Hækkerup om at stille op til kommunalvalget for Socialdemokratiet. Jeg tænkte med det samme, hvorfor ikke, så kan jeg også lave en lille revolution – gøre det af med at tænke i siloer, men i stedet tage alt ind som en helhed. Men jeg blev hurtigt meget klogere. Vi fik et flot valg og sad lige efter kommunesammenligningerne med ikke mindre end 15 mandater ud af 27. Så vi var stærke, men jeg vil meget gerne rose Nick Hækkerup for aldrig at udnytte den position som byrådsgruppen havde. Det var vigtigt for Nick, at det blev et bredt samarbejde i byrådet, og det gik faktisk rigtigt godt i Hillerød, lige indtil finanskrisen kom til Danmark. Det gjorde rigtigt ondt, da vi skulle spare ikke mindre end 220 millioner kroner, som følge af den nye udligningsreform i 2008 og lige siden har vi ved hvert budget skulle finde nye besparelser – eller som det kaldes i dag – omprioriteringer.”

Det fylder meget i hjertet

”Der er inden tvivl om, at Frederiksborgcentret fylder meget hos mig. Jeg synes det er et fantastisk sted, hvor sportsfolk mødes og er fælles om deres passion. Der er masser af spændende kulturarrangementer og når den nye multihal står klar, mangler der kun en ting – en ny og større svømmehal, men mon ikke også den kommer på tegnebrættet i løbet af ganske få år.”

”Dertil er jeg stolt over den måde som vi fik løst kunstgræs-projektet på. Vi har i dag fire kunstgræsbaner i Hillerød og når alt er klart i Skævinge, så er jeg sikker på, at der også bliver anlagt et kunstgræsbane-anlæg der.”

”Jeg er også stolt over vores regionale spillested, Klaverfabrikken. Klaverfabrikken er et unikt sted, der er altid fyldt med aktiviteter. Ligeledes vil jeg gerne fremhæve biblioteket. Selvom alle siger, at bøger er udfordret på grund af teknologien, så har Hillerød Bibliotek formået at udvikle sig med tiden og er også blevet et vigtigt samlingspunkt for en masse kulturaktiviteter.”

”Det sidste sted som jeg synes har udviklet sig helt fantastisk, er Hillerød Frivilligcenter, hvor de i løbet af kun 10 år har formået opbygge et kæmpe netværk af sociale foreninger.”

"Så jo – jeg synes, jeg med god samvittighed  kan slutte nu. Jeg er glad for, at det er en beslutning jeg selv har truffet – en beslutning, hvor jeg ved, at hele min familie også bakker mig op. På mange måder bliver det da også vemodigt, men jeg vil selvfølgelig fortsat komme rundt til mange aktiviteter i Hillerød, så jeg kommer til at holde fast i mange af mine kontakter i fremtiden,” slutter Peder Bisgaard.

Publiceret: 19. April 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt