Næsten halvdelen af danskerne får altid eller ofte ryddet sne inden tidsfristen kl. 7. Foto: Tommy Verting
Næsten halvdelen af danskerne får altid eller ofte ryddet sne inden tidsfristen kl. 7. Foto: Tommy Verting
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hver fjerde rydder sne for sent

Hver fjerde parcelhusejer rydder ikke sne på deres fortov før kl. 7, som de skal, og en anden fjerdedel gør det sjældent, viser ny undersøgelse fra Bolius. Det kan blive dyrt, for de skal betale erstatning, hvis nogen falder.

Af Kathrine Schmeichel
Bolius – Boligejernes Videncenter

Sne skal skovles eller skrabes væk inden kl. 7 om morgenen. Men det overholder mere end hver fjerde, der bor i parcelhus eller villa, ikke.

Det viser en undersøgelse gennemført af analyseinstituttet YouGov for Bolius Boligejernes Videncenter. I undersøgelsen svarer hver fjerde parcelhus- og villaejer, at de aldrig rydder sne inden tidsfristen, mens en anden fjerdedel kun sjældent gør det.

Familier har for travlt

Ifølge Bolius' fagekspert Tine R. Sode skyldes den manglende snerydning før tidsfristen bl.a., at de fleste familier er presset på tid om morgenen.

“Hvis der falder sne om natten, har de fleste ikke tid og luft i deres morgenprogram til også at skulle rydde sne. Det er måske noget, der så kan ske om aftenen, når man er kommet hjem fra arbejde eller næste dag, fordi man hermed har det med på lystavlen og kan planlægge efter det,” siger hun og tilføjer:

“Det er jo også de færreste, der har mulighed for at tage hjem midt i arbejdstiden for at rydde sne, hvis der pludselig skulle begynde at sne i løbet af dagen.”

Hvis det sner om natten, kan det være en fordel at rydde sne tidligt om morgenen, da det er nemmere at fjerne, når kun få har gået på det.

Husk dine vinterpligter som boligejer

En pligt

Det er et lovkrav, at en grundejer skal rydde sne på fortovet, i indkørsel, havegang og på trapper foran huset samt evt. på andre fælles færdselsarealer. Derudover skal grundejeren forebygge glat føre ved at strø grus, salt eller lignende.

Du er forpligtet til at rydde sne og gruse eller salte så hurtigt som muligt, efter at det har sneet.

Det forventes, at grundejere har ryddet sne og foretaget glatførebekæmpelse mellem kl. 7 (dog kl. 8 om søndagen) og kl. 22. Falder sneen, mens du er på arbejde, behøver du ikke tage hjem for at rydde. Du skal blot sørge for at få det gjort, straks efter du er kommet hjem.

Hvis du som en grundejer ikke har sørget for et skridsikkert fortov, og en person falder, fordi der er glat, er det dit ansvar. Det gælder også, hvis du har hyret en professionel snerydder, der ikke har fået ryddet i tide, eller hvis du er ude at rejse.

Krav om erstatning

Hvis der opstår uheld eller ulykker på grund af misligholdelse af reglerne, risikerer du at skulle betale erstatning. Dit forsikringsselskab betaler, hvis du har en hus- og grundejerforsikring, som dækker ansvar. Ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand stiger præmien ikke, hvis du kommer ud for en forsikringssag.

Manglende snerydning og saltning kan i sig selv også resultere i bødestraf, og kommunen kan foretage glatførebekæmpelse på grundejeren regning, hvis han ikke selv har gjort det.

Forsikringsselskaberne Codan, Tryg og Alm. Brand siger alle til Bolius, at de løbende behandler erstatningssager som følge af fald i glat føre, men at antallet er afhængig af, hvor hård vinteren er.

“Vi får hvert år anmeldt skader, hvor forbipasserende er kommet til skade på snedækket/glat fortov. Det er klart, at antallet af skader hænger tæt sammen med, om vi har en hård eller mild vinter. Når vinteren er hård, og vi har meget svingende temperaturer, kan der dannes islag, og det er med til at øge risikoen for skader. Her får vi typisk anmeldt 50-100 personskader om året på grund af fald- eller glideskader,” siger skadechef i Alm. Brand, Anette Vestergaard.

Ifølge Anette Vestergaard ender meget få sager i retten.

“Hvis den tilskadekomne mener, at afgørelsen er forkert, vælger han eller hun typisk at kontakte en advokat, som så vurderer, om sagen skal bringes for domstolen. Det er vores oplevelse, at sagerne oftest afklares mellem selskabet og den tilskadekomne,” siger hun.

Tryg havde fra 2010-2014 170 sager, hvor der blev rejst erstatnings-krav.

YouGov-undersøgelsen for Bolius viser, at kun 6 procent lader deres børn eller professionelle om at rydde sne. En tredjedel får ryddet sne via en viceværtsordning eller kommunen.

Undersøgelsen viser også, at dobbelt så mange mænd som kvinder tager sig af snerydningen.

Det kommer ikke bag på Tine R. Sode.

“Mænd og kvinder har stadig overvejende hver sin 'entreprise' i hj emmet: Kvinder står for det indvendige som tøjvask og rengøring, mens mænd står for det udvendige som at slå græs og rydde sne.”

YouGovs undersøgelse for Bolius af snerydningsvaner hos danskerne viser bl.a.:

58 % af mændene rydder selv sne, mens 29 % kvinder gør det.

5 % rydder ikke/får ikke ryddet sne ved deres ejendom.

18 % rydder ikke sne inden for tidsfristen, og 19 % gør det sjældent. Ved parcelhuse er det hver fjerde, der ikke rydder sne, og hver fjerde, der sjældent gør det (26 og 24 %).

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Bolius Boligejernes Videncenter. Der er i alt gennemført 1.007 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 28. november - 2. december 2016.

Publiceret: 13. Januar 2018 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt