Anna Ritsmar er med sine 17 år den yngste deltager til årets Melodi Grand Prix. Pressefoto: Agnete Schlichtkrull
Anna Ritsmar er med sine 17 år den yngste deltager til årets Melodi Grand Prix. Pressefoto: Agnete Schlichtkrull
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hillerøds nye Melodi Grand Prix-stjerne: "Det ville være virkelig stort, hvis vi vandt"

17-årige Anna Ritsmar fra Hillerød er blandt de 10 deltagere til årets danske Melodi Grand Prix

17-årige Anna Ritsmar fra Hillerød har båret på lidt af en hemmelighed de sidste måneder - en hemmelighed som blev offentliggjort på et stort anlagt pressemøde i sidste uge. Hun skal nemlig optræde som en af de 10 solister, der skal dyste om at vinde Melodi Grand Prix 2018.

“Jeg har vidst det siden efteråret, og det har været svært at gå og holde det hemmeligt. Men nu er det ude, og jeg har det rigtig godt. Jeg glæder mig rigtig meget,” siger Anna Ritsmar, som med sine 17 år bliver årets yngste deltager til Melodi Grand Prix i Gigantium i Aalborg lørdag den 10. februar.

Fik du læst: Mor og datter overtager spisehus i Hillerød

“Grænseoverskridende”

“Det bliver grænseoverskridende at stå på scenen og vide, at så mange mennesker kigger med. Men det tror jeg ikke, jeg skal tænke så meget over. Jeg skal bare springe ud i det. Jeg er meget spændt, og det er jo svært at vide, hvordan jeg reagerer på det, før jeg står der, men jeg vil prøve at bevare roen, så meget som jeg nu kan,” siger Anna Ritsmar, som dog har det godt med at stå på en scene:

“I hvert fald er det fint, når jeg skal spille en sang for nogen. Det kan jeg bedre lide end at skulle holde tale eller oplæg. Det er rarere, når det handler om musik,” siger hun.

Efter mandagens pressemøde var Anna Ritsmar virkelig i vælten og skulle svare på spørgsmål fra medier, hun aldrig havde hørt om før, og der ligger stadig interviews med hende ude på YouTube, som hun end ikke har fået set endnu.

Anna Ritsmar har optrådt til ’open mic’-arrangementerne på Kaffebar 2-3 gange. Privatfoto
Anna Ritsmar har optrådt til ’open mic’-arrangementerne på Kaffebar 2-3 gange. Privatfoto

Forsiden af Metroxpress

“Der er godt nok sket meget, og jeg kan nærmest ikke følge med i alle de interviews, der er blevet lavet. Der er så mange, som kom og spurgte om alt muligt, og jeg bliver ved med at se artikler med mig selv poppe op på Facebook. Det er sjovt,” siger hun og fortæller, at hun dagen efter kørte i s-tog og pludselig opdagede, at hun var på forsiden af Metroxpress.

“Jeg havde ikke set det før, jeg havde sat mig i toget, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men der var vist ikke rigtig nogen, der kunne genkende mig,” siger hun.

Anna Ritsmar (i den røde buksedragt) blev præsenteret med de øvrige Melodi Grand Prix-deltagere på et stort pressemøde. Pressefoto: Bjarne Bjergis Hermansen
Anna Ritsmar (i den røde buksedragt) blev præsenteret med de øvrige Melodi Grand Prix-deltagere på et stort pressemøde. Pressefoto: Bjarne Bjergis Hermansen

Opdaget til X Factor

Anna Ritsmar skal optræde med sang nummer 2 'Starlight'. Den er skrevet af Lise Cabble, som kontaktede Anna Ritsmar, fordi hun havde set hende i X Factor for to år siden, hvor Anna Ritsmar gjorde stort indtryk, da hun optrådte med sin ukulele.

“Hun fandt mig på Facebook og spurgte, om jeg havde lyst til at komme hjem til hende og høre hendes sang, fordi hun havde lyst til, at jeg sang den. Jeg syntes, den var rigtig god, og det gik rigtig godt. Så nu har jeg været hjemme hos hende og øve sangen et par gange om ugen siden efteråret,” fortæller Anna Ritsmar, som på den måde har fået sangen godt ind under huden.

“Så er jeg klar og kan sangen helt udenad, når jeg står foran alle de mennesker”.

Anna Ritsmar blev til pressemødet interviewet af Hilda Heick. Pressefoto: Bjarne Bjergis Hermansen
Anna Ritsmar blev til pressemødet interviewet af Hilda Heick. Pressefoto: Bjarne Bjergis Hermansen

Skilte sig ud

Lise Cabble var forsanger i Miss B. Haven tilbage i 80'erne og 90'erne og har skrevet hele 15 sange til dansk Melodi Grand Prix før. Hun har vundet konkurrencen tre gange før, senest i 2013, hvor hun var med til at skrive 'Only Teardrops' til Emmelie de Forest – en sang der efterfølgende også vandt den store Eurovision Song Contest.

Lise Cabble huskede tydeligt Anna Ritsmar fra X Factor, og da hun havde hørt den unge kvinde synge 'Starlight' en enkelt gang, var hun slet ikke i tvivl om, at sangen tilhørte hende, har hun fortalt til DR:

”Anna skilte sig helt klart ud. Hun sang den præcis, som jeg helt fra begyndelsen havde tænkt mig, den skulle synges. Hun synger sådan lidt indie-agtigt og ikke så poppet. Den stil og den stemning, hun bringer til sangen, er den helt rigtige”.

“Mega glad”

Anna Ritsmar havde ikke selv tænkt, at hun skulle være med i Melodi Grand Prix, før hun blev spurgt:

“Jeg har da set Melodi Grand Prix med familien lørdag aften, når det blev sendt, og jeg synes, der har været mange gode sange gennem årene. Men det er ikke sådan, at det har været en drøm for mig altid selv at være med”.

Nu bliver det spændende, hvordan seerne og juryen tager imod nummeret:

“Det ville være virkelig stort, hvis vi vandt, og jeg ville blive virkelig glad. Men bare det at være med er også virkelig stort. Så om jeg vinder eller ej - så vil jeg være mega glad,” siger Anna Ritsmar, som har sin ukulele med, når hun går på scenen i Aalborg.

“Det er sådan et hyggeligt instrument, som er let at lære at spille på. Det passer rigtig godt til nummeret, også fordi det er så enkelt”.

Hvis Anna Ritsmar og Lise Cabble vinder, går 'Starlight' videre til Eurovision Song Contest i Lissabon til maj.

Én gang tidligere har en X Factor-deltager stillet op i Dansk Melodi Grand Prix og vundet. I 2014 sang Basim sig nemlig hele vejen til tops med sangen 'Cliché Love Song', som efterfølgende endte på en niendeplads i Eurovision Song Contest.

Publiceret: 31. Januar 2018 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten