Erhvervsskolens direktør Inge Prip håbede til det sidste at slippe for to procents besparelserne på finansloven. Arkivfoto
Erhvervsskolens direktør Inge Prip håbede til det sidste at slippe for to procents besparelserne på finansloven. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fyringsrunde på erhvervsskolen

11 er varslet fyret på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød

Der er varslet 11 opsigelser på Erhvervsskolen Nordsjælland, skriver avisen.dk.

Det er blot en af mange fyringsrunder, som skal i gang på erhvervsskolerne i hele landet, også i København, Nordjylland, Nykøbing Falster med videre.

Fyringsrunderne kommer i kølvandet på en finanslov, hvor der bliver 100 millioner kroner mindre at drive skolerne for i 2018 sammenlignet med sidste år, skriver avisen.dk.

Derudover falder elevtallet og dermed taxameter-pengene. Skolerne havde ellers presset på for at få en ekstraordinær kvalitetspulje for at slippe for sparekniven.

Strammere økonomi år for år

På Erhvervsskolen Nordsjælland, som har hovedkvarter i Hillerød og uddannelser i Hillerød, Helsingør og Frederiksværk, har direktør Inge Prip varslet 11 afskedigelser for at komme i mål med de besparelser, som finansloven pålægger erhvervsskolen.

“Vi håbede til det sidste at kunne slippe for to procents besparelserne på finansloven. Men de blev ikke taget af bordet, og alene omprioriteringsbidraget svarer til 5–6 stillinger på min skole. Dertil kommer fald i aktiviteter og færre elever. Økonomien bliver strammere år for år, og det er ret utaknemmeligt hele tiden at skulle finde besparelser, optimeringer og effektiviseringer, når vi samtidig skal være en attraktiv erhvervsskole, der tilbyder uddannelser af høj kvalitet”, siger hun til avisen.dk.

11 skal fyres på erhvervsskolen på Milnersvej. Arkivfoto
11 skal fyres på erhvervsskolen på Milnersvej. Arkivfoto

“Spare hvor det gør mindst ondt”

Både vejledere, administrativt personale, lærere og en leder er blevet afskediget.

“Vi prøver at spare, hvor det gør mindst ondt på eleverne. Men denne gang har vi desværre også måttet spare på fastholdelsesvejledningen, og det rammer vejledningen af de elever, der ikke lige har fundet deres rette hylde og har brug for en ekstra vejledning”, udtaler hun i artiklen.

Smedeuddannelse nedlægges

Derudover bliver der færre midler til markedsføring, ligesom skolen nedlægger den eneste smede- og industriteknikeruddannelse i Frederiksværk.

“Det betyder, at der formentlig uddannes færre smede og industriteknikere, og det er ellers, hvad dansk erhvervsliv har brug for. I mine øjne er det en meget uforståelig og kortsigtet politik, der vedtages på Christiansborg på uddannelsesområdet, og jeg begriber ikke, hvad der foregår. Regeringen skal finde midler til skattelettelser, men lukker øjnene for det langsigtede problem, som man er i gang med at gøre større, nemlig manglen på arbejdskraft,” siger Inge Prip til avisen.dk.

For få vælger erhvervsuddannelserne

Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance mener ikke, at det er finansloven og to procents besparelserne, der udfordrer erhvervskolerne. I et skriftlig kommentar til Avisen.dk pointerer hun, at udfordringen først og fremmest er, at for få unge vælger en erhvervsuddannelse.

“Det er denne grundlæggende udfordring, som vi og skolerne skal have løst. Problemet er blandt andet, at mange elever ikke stifter nok bekendtskab med forskellige typer håndværk i grundskolen, og måske ved de heller ikke, at en faglært uddannelse åbner døre til at blive iværksætter eller til at læse videre. Derfor har jeg indledt drøftelser med folkeskoleforligskredsen om, hvordan vi kan styrke praksisfaglighed i folkeskolen”.

I 2016 beskæftigede Erhvervsskolen Nordsjælland cirka 400 medarbejdere, havde 2.489 årselever og en omsætning på 271 millioner kroner, oplyser de på deres hjemmeside. Mdt

Publiceret: 08. Januar 2018 14:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten