Torvegruppen vil oprette en forening, der skal stable torvehandlen på benene igen. Billedet her er fra et af de populære loppemarkeder på Torvet. Arkivfoto
Torvegruppen vil oprette en forening, der skal stable torvehandlen på benene igen. Billedet her er fra et af de populære loppemarkeder på Torvet. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forening skal genskabe torvehandlen i Hillerød

Der er store planer for Torvet, og første skridt er at få genetableret torvehandlen

Mange hillerødborgere husker sikkert de livlige lørdage på Torvet med lange rækker af boder og stande, hvor man kunne købe blomster, keramik, fisk, ost og meget, meget andet.

Og nu er torvedagene måske på vej tilbage til Hillerød. Torvegruppen under Hillerød ByForum arbejder nemlig på at genskabe torvehandlen for at styrke Hillerød bymidte. Torvegruppen har over en periode besøgt 'Birkerød Torvedage', hvor en række aktive seniorer for nogle år siden besluttede at starte et Torvemarked, der i dag er et særdeles vellykket aktiv for byen. Hillerød Kommune har allerede afsat 300.000 kroner til udarbejdelse af en såkaldt helhedsplan for Torvet i Hillerød, men sideløbende arbejder Torvegruppen også med at få stablet en forening på benene, der skal stå bag 'Hillerød Torvemarked”, fortæller Leo Knudsen, der er formand for Torvegruppen.

Læs også: Mange ideer til Torvets fremtid

“Torvegruppen har blandt andet fået til opgave at finde ud af, hvad der skal ske med Torvet på længere sigt, og om vi kan genetablere torvehandlen. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, og derfor har vi ladet os inspirere af torvehandlen i Birkerød, som har haft stor succes med deres koncept,” fortæller Leo Knudsen.

Introduktionsmøde

Torvegruppen har arrangeret et møde i FrederiksborgCentret mandag den 22. januar, hvor alle interesserede kan høre mere om projektet med at genskabe torvehandlen i Hillerød.

“I første omgang skal vi finde ud af, om der er nogle, der vil være med til at løfte opgaven, og om der er nogle, der vil stille op som stadeholdere. Hvis tilslutningen og opbakningen er, som vi forventer, fastsætter vi en dato for en stiftende generalforsamling, og når den er afholdt, og der er blevet valgt en bestyrelse for 'Hillerød Torvemarked', får foreningen til opgave at bære stafetten videre,” siger Leo Knudsen, der regner med, at der vil være premiere på torvehandlen i maj 2018.

Fik du læst: Efter sommerens hærværk: Frivillige vil bygge skur til unge i Skævinge

Torvegruppen forestiller sig blandt andet, at man skal kunne købe lokale fødevarer, friske fisk, ost, tøj, smykker og livsstilsprodukter, der er produceret lokalt, på torvemarkedet. Derudover er der også mulighed for servering af mad og drikkevarer på markedet. Planen er, at stadeholderne skal udstille under ens parasoller, som Hillerød Torvemarked stiller til rådighed. Alle - både handlende, nysgerrige og borgere, der har lyst til at være med til at stable en forening på benene - er velkomne til at deltage i mødet i FrederiksborgCentret mandag den 22. januar klokken 19.

Der skal skabes mere liv i bymidten i Hillerød - og det skal blandt andet ske med mere torvehandel. Arkivfoto
Der skal skabes mere liv i bymidten i Hillerød - og det skal blandt andet ske med mere torvehandel. Arkivfoto

Publiceret: 21. December 2017 05:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten