’Askepot’ er årets forestilling hos Mastodonterne. Her ses et foto fra Disney on Ice. Arkivfoto
’Askepot’ er årets forestilling hos Mastodonterne. Her ses et foto fra Disney on Ice. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Flere end 300 til audition: "Årets forestilling er et scoop"

Mastodonternes formand Steen Lünell er “helt oppe at køre” over den forestilling, han har fundet frem som musical i teaterforeningens 30 års jubilæumsår

Mastodonterne

Teaterforening, som kom til verden i 1988
Holder til på Smørkildevej i Hillerød, lige ved kræmmermarkedpladsen på Roskildevej
Har blandt andet opført musicals 'Peter Pan', 'Les Miserables', 'Skatteøen', 'Hodja fra Pjort', 'Shrek' og 'Ronja Røverdatter' i Frederiksbrogcentret og Tivolis koncertsal, og de har de seneste år også opført jule-/nisseteater op mod jul

Teaterforeningen Mastodonterne har gjort lidt af et scoop i arbejdet med at finde frem til årets musical.

“Den her forestilling er en hemmelig skat, jeg har fundet. Den har aldrig været opsat i Danmark før, så den er helt unik - og det er en forestilling, som ingen rigtig har opdaget her i landet før,” siger Mastodonternes formand Steen Lünell til Hillerød Posten.

Det er makkerparret Richard Rodgers og Oscar Hammersteins 'Askepot'-broadwaymusical, som Mastodonterne får premiere på til efteråret. Forestillingen blev sat op på Broadway i 2013 og kan til efteråret altså opleves i Hillerød og København. Rodgers og Hammerstein, som har skrevet musikken, er kendt flere klassiske musicals, blandt andre 'Sound of Music', 'The King and I' og 'Oklahoma!'.

“Jeg ledte efter en forestilling for hele familien, for det har vi haft god succes med, når vi har opført 'Pippi', 'Emil fra Lønneberg' eller 'Skatteøen'. Hele familien skal have en oplevelse frem for, at forældrene sidder og gaber, eller børnene ikke gider af sted. 'Askepot' er et godt, gammelt eventyr, og musicalen er fra en periode, hvor Rodgers og Hammerstein var på deres top. Det er en forestilling, som alle amerikanske teatergrupper har sat op - og også dem i England. Men i Danmark har den aldrig fået liv, på trods af at musikken er skidegod. Så jeg tænkte, at nu skal danskerne have glæde af den også,” siger Steen Lünell.

Slås om de gode titler

Der er stor konkurrence på musicalmarkedet i Danmark i disse år, forklarer han, og der bliver kæmpet om at få de bedste titler på programmet:

“Alle slås nærmest om at spille den ene musical efter den anden, og der kommer nogle lidt mærkelig titler op, fordi alt er brugt op, for eksempel Book of mormon, Spiderman-musical, Vakse Viggo eller Radiserne. Det begynder at blive lidt udvandet - og så finder jeg den her skat, som ingen har opdaget. 'Askepot' stammer fra musicalens guldalder, hvor alting var nyt og lækkert. Og så er numrene sat sindssygt godt sammen. Så jeg er helt oppe at køre,” siger Steen Lünell.

Askepot handler som bekendt om en ung pige, som får det nedladende tilnavn Askepot af hendes onde stedmor og stedsøstre, efter hendes far er død. Hun tvinges til et liv som hushjælp, men deltager i et kongeligt bal, hvor den smukke prins bliver forelsket i hende.

Mastodonterne inviterer i weekenden til audition på deres 30 års jubilæumsforestilling ’Askepot’, hvor håbefulde børn og voksne kan foresøge sig foran ’juryen’. Arkivfoto
Mastodonterne inviterer i weekenden til audition på deres 30 års jubilæumsforestilling ’Askepot’, hvor håbefulde børn og voksne kan foresøge sig foran ’juryen’. Arkivfoto

300 til audition

Har man lyst til at forsøge sig på scenen som stemmen til Askepot eller prinsen, kan man komme til audition i Frederiksborgcentret denne weekend.

Indtil nu er der allerede flere end 300 interesserede, der har meldt sig til.

“Vi vil rigtig gerne finde en Askepot, som er fortryllende og fantastisk, en prins, der er så lækker, at alle i salen vil have ham, to onde stedsøstre, som fremstår som det mest hæslige og usexede, man kan finde frem i sin krop - og en stedmor, der er så ond, at alle vores hjerter brister,” siger Steen Lünell.

30 års jubilæum

Mastodonterne har i øvrigt 30 års jubilæum her i 2018, så Askepot er også en festforestilling, som skal markere jubilæet.

“Vi vil gerne gøre lidt ekstra ud af det her i vores jubilæums år. Så jeg er rigtig glad for, at vi ikke har en genopstilling på plakaten, men en helt ny forestilling, både for os og for danskerne,” siger formanden, som kalder 'Askepot' for Mastodonternes mest “magiske opsætning til dato”.

Læs mere om weekendens audition på www.mastodont.dk.

Publiceret: 11. Januar 2018 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten