KLaus Markussen og Kirsten Jensen kunne efter valgnatten præsentere en konstituering, hvor Kirsten Jensen bliver borgmester og Klaus Markussens Venstre får flest udvalgsformandsposter. Foto: Martin Warming
KLaus Markussen og Kirsten Jensen kunne efter valgnatten præsentere en konstituering, hvor Kirsten Jensen bliver borgmester og Klaus Markussens Venstre får flest udvalgsformandsposter. Foto: Martin Warming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fakta: Læs konstitueringsgrundlaget for byrådet 2018-2021

Socialdemokratiet og Venstre lægger deres konstitueringsgrundlag frem

Socialdemokratiet og Venstre har fremlagt deres konstitueringsgrundlag for de næste fire år.

“Vores vision om samarbejdet i Hillerød Byråd 2018-2021

Vi vil samarbejde ud fra Hillerød Kommunes vision, Læring og Livskraft. Den vil vi give mere liv, fordi den slår fast, at vi skaber forandringer sammen med andre: Borgere, byråd og medarbejdere.

Vores indstilling til arbejdet er at finde løsninger sammen med de mennesker, der skal leve med dem.

Vi vil som byråd varetage den politiske ledelse af vores kommune og tage vores politiske ansvar på os. Vi vil have politiske værksteder eller seminarer, før forvaltningen udarbejder større sagsfremstillinger til beslutning i byrådet. Oplæg fra byrådsmedlemmer, forvaltning, borgere, borgergrupper eller eksterne eksperter kan give en retning for udvikling af et arbejdsfelt, før en sag kommer på byrådets dagsorden.

Vi vil involvere borgere i et særligt udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan vi skaber mere inddragelse og indflydelse gennem brugerbestyrelser, lokalråd med mere, så det bliver mere attraktivt og meningsfuldt at være en del af dem. De bedste forslag anvendes i de faste udvalgs arbejdsmetoder.

Valgkampens klare tale til Hillerød Byråd:

Borgerne har brugt valgkampen som en mulighed for at rejse sager, som vi vil arbejde videre med i byrådet, herunder trafikproblemer, byplanlægning, miljøforvaltning, handicappolitik og idrætspolitik samt involvering af borgere, lokalråd, lokalgrupper, brugerbestyrelser osv. Vi vil samarbejde tematisk eller geografisk ud fra, hvad de største udfordringer er, og hvor byrådet har bedst mulighed for at understøtte forandringer.

Borgerne skal opleve at blive hørt. Som en del af en arkitekturpolitik skal byråd og forvaltning sammen med interesserede borgere og eksperter komme frem til nye og bedre måder at inddrage bygherrer og borgere på, og opstille værdier og principper for udviklingen i vores byer, så de er gode at leve i.

Vi vil arbejde med vores overordnede trafikplaner og med en trafikinvesteringsplan. Pendlere og trafikanter efterlyser løsninger på stort set alle trafikfelter (store og små veje, store og små byer, sikkerhed og støj, biltrafik, offentlig transport og cyklisme). Budgettet for 2018 har penge til et projekt om at bringe farten i Nødebo ned. Det vil vi bruge som et test-projekt, hvor vi involverer borgerne på stedet, før løsningen bliver lagt fast.

Vi vil tage et klart politisk ansvar for vores miljø, og måden vi forvalter og drager omsorg for vores miljø på. Arbejdet skal starte sammen med lokale miljøgrupper, erhvervsforeningen C4, Hillerød Forsyning, Hillerød Symbiose, grønne foreninger med flere. Målet er at formulere, hvordan vi vil udøve miljøforvaltning i vores kommune og få det vedtaget politisk som en del af vores erhvervsstrategi og -handleplan.

Vi vil skabe en ny klimastrategi sammen med borgere og virksomheder, fordi vi er kommet til et punkt, hvor færre CO2-emissioner kun kan ske i et samarbejde, som involverer borgere og virksomheder. Her er kommunens grønne områder, bilpark, busser og togtrafik vigtige faktorer, ligesom Hillerød Symbiose og Hillerød Forsyning er vigtige samarbejdspartnere såvel som DSB, Movia osv.

Vi vil udvikle vores erhvervsmæssige styrkepositioner, udvikling af handlen og rammevilkårene for lokale virksomheder. Vi vil udfordre statslige regler, hvor vi oplever, at de hæmmer kommunens udvikling. Vi skal arbejde aktivt for at sikre kompetent arbejdskraft til områdets mange virksomheder, og arbejde for bedre trafikale løsninger. Dette skal foregå i et tæt samarbejde med eksempelvis erhvervslivet, andre kommuner, C4 og Strategisk Uddannelsesforum. Vi vil understøtte erhvervslivets muligheder for at tage socialt og miljømæssigt ansvar. Turismeerhvervet skal have mere opmærksomhed, fostre nye virksomheder og arbejdspladser for både faglærte og ufaglærte, og give os flere gæster og borgere.

Vi vil iværksætte reformdagsordner, som skal have til formål, at der bliver råd til mere og bedre service.

Vi vil arbejde for kvalitet i dagtilbud, fordi børns sundhed og trygge opvækst er helt fundamentalt for et godt liv. Vi vil arbejde med klubområdet som et væsentligt bidrag til udfoldelse og forebyggelse, med tidlig indsats for udsatte børn og sømløse overgange, når disse børn fylder 18 og lovgivningsmæssigt kommer til at høre til voksenområdet.

Vi vil arbejde for, at vores skoler hører til i toppen med hensyn til læring og trivsel, så flere familier ønsker at vælge vores folkeskoler til for deres børn, og dermed er med til at bevare skoler i såvel store som små bysamfund.

Vi vil arbejde målrettet med at forbedre livskraften for de borgere, der har brug for omsorg, og inddrage mennesker i deres egen sags behandling. I et tæt samarbejde med borgere og brugere vil vi udforme en ny handicappolitik og understøtte flere socialøkonomiske arbejdspladser. På samme måde vil vi skabe flere plejeboliger, flere boliger med god tilgængelighed og nye boligformer for flere generationer.

Vi vil arbejde for at frivillige trives, at det bliver nemmere at være og blive frivillig. Frivillige skal fortsat kunne søge støtte og inspiration i et velfungerende frivillighedscenter. Vi vil arbejde aktivt på at styrke kulturinitiativer i hele Hillerød Kommune, og på at styrke bevidstheden om kulturens betydning for byliv, fritidsliv, turisme og for vores position som centrum i Nordsjælland. Kultur- og fritidsliv for alle aldre skal i fokus, herunder ideer om endnu et 'Grønnegadecenter'.

Vi vil sætte fokus på den særlige betydning, idrætten har i vores kommune. Sammen med idrætten vil vi forny vores idrætspolitik, og vi vil arbejde med en overordnet idrætsinvesteringsplan, herunder Hillerød Stadion, der er indeholdt i budget 2018, planerne for svømmehallen og området, der kan udvikle sig i forbindelse med Favrholm. Vi vil understøtte idrætslige og sundhedsmæssige målsætninger og initiativer, og i samarbejde med interesseorganisationer og idrætsforeningerne selv vil vi finde nye løsninger og ideer til, hvordan forebyggende sundhedstiltag kan etableres.

Vi glæder os til samarbejdet i Hillerød Byråd 2018-2021.”

Publiceret: 07. December 2017 10:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt