Palle Nedergaard har været købmand i Hillerød Øst i 21 år. Men på lørdag er det slut. Foto: Martin Warming
Palle Nedergaard har været købmand i Hillerød Øst i 21 år. Men på lørdag er det slut. Foto: Martin Warming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Efter 21 år: Palle lukker og slukker

Palle Nedergaard og hans medarbejdere i Spar på Centervænget har sidste arbejdsdag på lørdag

Tidligt lørdag morgen tager købmand Palle Nedergaard turen fra sit hjem i Frederikssund til Spar på Centervænget i Hillerød. Det er der sådan set ikke noget specielt i. Det har Palle nemlig gjort rigtig mange gange de sidste 21 år, men på lørdag bliver turen formentlig knap så hyggelig og opløftende. Det er nemlig sidste gang, at Palle og hans medarbejdere skal åbne butikken og byde kunderne velkommen indenfor. Klokken 15 lørdag eftermiddag lukker SPAR på Centervænget for aldrig at åbne igen.

Palle Nedergaards lejekontrakt udløb tidligere i år, og ejeren af ejendommen har valgt at sælge den til Lidl, der åbner en butik i den gamle SPAR-bygning i løbet af 2018.

Læs også: Beboere samler ind til købmand og personale: "I har gjort en stor forskel"

Venner i stedet for kunder

Palle blev købmand på Centervænget i 1996. Dengang hed butikken Favør. Siden skiftede den navn til SuperBest, og de sidste par år har butikken været en del af SPAR-kæden, der er ejet af Dagrofa.

“Det har været en fantastisk tid. Det er et fantastisk område at være købmand i. Der er et unikt sammenhold i Hillerød Øst og en masse gode aktiviteter, som jeg har bakket op om. Det synes jeg, man skal gøre som lokal købmand. Det får man jo også igen på en eller anden måde. Mange af vores kunder har også omvendt støttet op om os og været meget loyale - og mange er jo næsten blevet venner i stedet for kunder,” fortæller Palle Nedergaard.

Fik du læst: Hurtig reaktion redder kvinde med hjertestop

Der er ingen tvivl om, at Palle Nedergaard og hans medarbejdere er utrolig vellidte i området. Det fornemmer man også, når man går rundt i butikken med Palle. Alle hilser på købmanden, og han hilser selvfølgelig pænt tilbage. Palle kender navnene på mange af kunderne, og han skal da også lige spørge ind til, hvordan det går med det og det.

“Det har været en fed tid. Det er underligt at skulle sige farvel til så mange mennesker, som man måske aldrig kommer til at se igen. Det er enormt sørgeligt,” siger Palle, mens vi går rundt i det halvtomme supermarked.

Det er ikke mange varer tilbage på hylderne, og det meste bliver solgt med store rabatter her de sidste par dage.

Palle og hans medarbejdere vil blive savnet. Foto: Martin Warming
Palle og hans medarbejdere vil blive savnet. Foto: Martin Warming

Loyale medarbejdere

Men det er ikke kun kunderne, Palle kommer til at savne. Noget af det værste ved at skulle lukke, har været at skulle opsige medarbejderne, fortæller han.

“Jeg har haft mange lokale ansat i årenens løb. De fleste har heldigvis fået nyt job. Der er to af mine medarbejdere, der endnu ikke har fundet et nyt arbejde, men det skal de nok finde. De har kontakter ude, så det bare er et spørgsmål om tid, tror jeg. Så det er selvfølgelig glædeligt. Jeg har haft nogle fantastiske medarbejdere, der har været ekstremt loyale og stabile. Den, der har arbejdet her længst, har været her i 27 år, og den, der har arbejdet her kortest tid, har faktisk været her i otte år. Det siger jo også lidt om, at vi har haft det godt med hinanden,” fortæller Palle Nedergaard, der har fået rigtig mange søde ord med på vejen af kunderne, siden det kom frem, at butikken skulle lukke.

“De siger øv. Det vil de ikke være med til, og mange har spurgt, om der ikke er noget, vi kan gøre. Men det er der jo desværre ikke. Jeg har fået rigtig mange kram den sidste uges tid - men det har jeg også trængt til,” siger Palle, mens han tænker tilbage på de 20 år som købmand i Hillerød Øst.

“Jeg har haft et hav af gode oplevelser her. Noget af det, jeg vil huske bedst, er de mange aktiviteter, vi har været en del af. Og så selvfølgelig vores fantastiske kunder og mine medarbejdere. Jeg kommer virkelig til at savne dem alle sammen,” siger Palle.

Butikken brændte

Der har dog også været oplevelser, som Palle helst havde været foruden.

“Vi havde jo en påsat brand for ti år siden, hvor det meste af butikken udbrændte. Det var måske ikke den bedste oplevelse, men vi fik fantastisk opbakning fra alle i området. Jeg husker, at vi lavede en nødbutik, hvor vi solgte næsten lige så meget som normalt,”siger Palle.

Palle Nedergaard fyldte 60 år tidligere på året, og selv om han nu stopper som købmand, så har han ikke tænkt sig at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet endnu.

Fik du læst: Nye Borgerliges kommunale vagtværn skudt ned

“Jeg synes da, at jeg stadig kan bidrage med noget. Jeg kunne måske godt tænke mig at komme ned i et lidt andet gear og få lidt mere fritid, men jeg går ikke på pension endnu,” lover Palle.

“Jeg taler lidt med Dagrofa, der jo også ejer Spar, om et andet projekt, som jeg desværre ikke kan fortælle så meget om endnu. Men jeg synes, at det lyder rigtig spændende,” siger den afgående købmand.

Spar på Centervænget har sidste åbningsdag på lørdag. Butikken åbner klokken 7 og lukker klokken 15.

Publiceret: 07. December 2017 05:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten