Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Venstre vil have bøller på video

Af Klaus Markussen, borgmesterkandidat og Dan Riise, medlem af Miljø- og Teknikudvalget

Forældre, børn og medarbejdere skal ikke møde i deres børneinstitution til hærværk, smadret inventar og glasskår på legepladsen. Hærværket mod kommunale institutioner er totalt uacceptabelt og Venstre har derfor bedt om, at byrådet i de kommende budgetforhandlinger tager skeen i den anden hånd. Der skal sættes en effektiv stopper for den utryghed som hærværket medfører.

Konkret foreslår Venstre, at der hurtigst muligt opsættes videoovervågning på hærværksudsatte kommunale ejendomme. Venstre fremhæver, at videoovervågning af hærværksudsatte kommunale ejendomme vil være et effektivt middel til at finde frem til de personer, der står for hærværket.

”Vi har i mange år ment, at bøller skal på video. Vi havde det med som et forslag helt tilbage i 2005 - og med de seneste hændelser er det på tide, at videoovervågning af udsatte kommunale ejendomme tages i brug for at stoppe og forebygge hærværk på kommunale ejendomme. Jeg ser ikke hærværket som uskyldige drengestreger. Jeg ser det som et brud på den sociale kontrakt vi har for almindelig respekt for hinanden og for vores fælles værdier ” udtaler Venstres borgmesterkandidat, Klaus Markussen.

Dan Riise, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget og bosiddende i Skævinge, understreger, at det er vigtigt, at byrådet ikke sidder på hænderne, men at der sket noget hurtigt.

”Der er hensyn at tage til de medarbejdere og de forældre som føler sig plaget af hærværket. Enten fordi man som medarbejder skal bruge tid på at rydde op efter ødelæggelserne. Eller forældre, som jeg godt kan forstå føler sig mindre trygge ved at aflevere deres børn i en vandaliseret daginstitution. Vi skal have genoprettet trygheden - og de ballademagere, som ikke kan opføre sig ordentligt skal vide, at de enten får en henvendelse fra kommunen eller fra politiet, når man medvirker til at ødelægge kommunal ejendom”, udtaler Dan Riise.

Venstre vil arbejde for, at videoovervågning i første omgang bliver sat i værk ved de mest hærværksudsatte kommunale ejendomme som et effektivt stop for den vandalisme som lige nu præger Skævinge. Men Venstre vil også arbejde for at videoovervågning bruges som et mere generelt præventivt middel for at forhindre, at kommunale ejendomme bliver opholdssted for kriminelle grupperinger i Hillerød.

Publiceret: 17. Juli 2017 15:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere