Kommunikationen mellem skoler og forældre kan forbedres, mener Christina Thorholm fra de Radikale.
Kommunikationen mellem skoler og forældre kan forbedres, mener Christina Thorholm fra de Radikale.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Tilfredsheden kan øges på nogle skoler

Af Christina Thorholm,
byrådsmedlem for Radikale,
Skovgærdet 10, Nødebo

Tilfredsheden med kvaliteten i vore folkeskoler er øget, viser ny undersøgelse blandt forældrene på Hillerøds folkeskoler, og det er godt, at lærere, skoleledelser og forvaltning har skabt mere kvalitet i undervisningen for vores børn.

Jeg mener dog, at der er væsentlige forskelle, og at kvaliteten på nogle skoler bør øges. På tre skoler er forældrene meget tilfredse, men på fem skoler er forældrene overvejende tilfredse.

Det, som forældrene udtrykker mindst tilfredshed med, er bl.a hjælp med lektier, faglig fordybelse og kommunikation om elevplaner, hvor under halvdelen af forældrene er tilfredse med samarbejdet og inddragelsen.

Kommunikationen med forældrene er vigtig som forudsætning for forældrenes tilfredshedsvurderinger. Jeg mener, at inddragelse af forældrebestyrelserne i dialogen er væsentligt for at finde de lokale svar, som styrker kommunikationen med forældrene og afklaring af, hvordan der arbejdes med lektier og den faglige fordybelse.

Formulering af politikker for forældresamarbejdet vil tydeliggøre rammer og skabe en bedre forventningsafstemning mellem skole, lærere og forældre, så forældre og lærer er klare på, hvordan der samarbejdes om dette, og at der er en klar forståelse for arbejdet med den faglige fordybelse.

Det fremgår, at tilfredsheden med skolens ledelse for mange forældre vurderes til mindre end tilfreds. Som Radikale i Hillerød mener vi, at styrkelse af ledelsens kompetencer vil kunne øge tilfredsheden. Yderligere vil forældrebestyrelser/råd på alle matrikler kunne styrke kommunikationen mellem ledelse og forældre og vil bl.a. imødekomme et stort ønske hos forældrene i Nødebo.

Skoler med tydelige profiler og værdier formuleret lokalt vil kunne øge tilfredsheden med folkeskolen, fordi det er klarere, hvad skolen står for. Det er vigtigt, at forældrene er tilfredse med folkeskolen, fordi det betyder, at flere vælger den til. Vi mener, at folkeskolen skaber et samfund med større forståelse for hinandens forskellighed, og den gode folkeskole skaber større lighed i børnenes muligheder.

Publiceret: 03. Maj 2017 17:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere