Sådan kommer det eventuelle lejlighedsbyggeri til at se ud fra krydset ved Marie Mørks Skole. Det er ikke disse bygninger, som skal rives ned. Foto fra startredegørelsen
Sådan kommer det eventuelle lejlighedsbyggeri til at se ud fra krydset ved Marie Mørks Skole. Det er ikke disse bygninger, som skal rives ned. Foto fra startredegørelsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "Massakren på gamle bygninger fortsætter"

Maja Vindelev, Højager 213, Hillerød, og Hans Olsen & Kate Royster, Stutmestervej 11B, Hillerød

Kulturhistoriske miljøer i Hillerød har det svært, og det har de haft længe. Helt aktuelt handler det om området over for Hillerød Station, hvor bygherren bag The Hill nu ønsker at bygge yderligere 114 boliger fordelt på fem boligklynger i tre til syv etagers højde med det besnærende navn Hildis Have.

Nybyggeriet i området vil betyde, at blandt andre Vibekevej 9 og 11 sammen med Sdr. Jernbanevej 25 må lade livet. Museum Nordsjælland vurderer, at der er tale om et særligt kulturhistorisk miljø og mener, at de tre nævnte bygninger bør bevares.

Forvaltningen i Hillerød Kommune vurderer, at husene på Vibekevej allerede ”lider af den omdannelse, der er i gang ved det opførte boligbyggeri, The Hill etape 1 og 2”. Ja, det gør de bestemt. Men det er jo The Hills hidtidige byggeri, der skubber de gamle bygninger ud, og det er for os at se en omvendt måde at arbejde på: Først bygger man noget, der ikke passer med det eksisterende, og så må man naturligvis fjerne det eksisterende. Det er grove løjer at lave byplanlægning på den måde.

Det er ikke noget nyt, at Hillerød har svært ved at tage hånd om sine gamle bymiljøer, og en stilling som stadsarkitekt eksisterer da heller ikke. Et enkelt eksempel på den manglende vilje til at bevare noget af det gamle var, da man for godt ti år siden planlagde Gallerierne. Her væltede man uden at blinke huset i Slotsgade 5 for at give Gallerierne en indgang fra Slotsgade. Hermed ødelagde man den fine, sammenhængende række af gamle huse, der gik ned over Torvebakken til Frederiksgade.

Men der er måske håb forude, for det nye byråd har lavet et udvalg for Arkitektur, Byplan og Trafik, og det udvalg har netop lige efter påske 4. april, Hildis Have på dagsordenen. Interesserede kan læse om projektet på kommunens hjemmeside.

Det nye byråd har endvidere meldt ud, at man planlægger at inddrage borgerne mere i forbindelse med nye projekter. Det ville måske være på sin plads her, så borgerne kan være med til at redde stumperne af et kulturhistorisk miljø midt i Hillerød, før man i kommunens forvaltning og politisk kommer alt for langt med massakren.

Publiceret: 04. April 2018 10:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten