Arkivfoto
Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Køreprøver til tiden

Hans Andersen (V),
MF valgt i Frederikssundkredsen
og byrådsmedlem

I alt for lang tid har ventelisterne på køreprøver været voksende.

Det er en klods om benet for de unge mennesker i Hillerød Kommune, der er ivrige efter at blive lukket ud på vejene. Og det er uhensigtsmæssigt for både eleverne, der skal vedligeholde deres kørsel, mens de venter, og branchen, der mister omsætning, fordi de må takke nej til nye elever.

Efter dialog med justitsministeren, glæder det mig derfor at kunne konstatere, at der nu bliver taget de nødvendige initiativer.

Der er ikke nogen tvivl om, at politiets ressourcer har været under pres. Det ændrede trusselsbillede har medfulgt flere akutte og højtprioriterede opgaver, og samtidig har de 17-årige siden årsskiftet haft mulighed for at kunne få kørekort.

Det er selvfølgelig en god mulighed, som jeg også tror, at de unge i Hillerød Kommune vil få glæde af, og som samtidig vil kunne forbedre færdselssikkerheden blandt de unge bilister i trafikken. Men det har desværre også gjort køen til kørekort endnu længere.

Derfor er det Rigspolitiets plan, at der skal tilføres en betydelig mængde ressourcer til området, så de lange ventetider på kørekort forkortes.

Det sker blandt andet ved at frigøre prøvesagkyndige fra tilsynsopgaven ved teoriprøver og ved at låne prøvesagkyndige fra Forsvaret. Forhåbentlig vil det betyde, at eleverne hurtigere kan komme til den endelige eksamen.

Jeg husker tydeligt den første glæde og frihed ved at kunne transportere mig selv på fire hjul, og jeg ser derfor frem til, at køreskoleeleverne igen kan komme til køreprøve inden for rimelig tid, så de kan blive lukket ud på vejene med et kørekort i hånden.

Publiceret: 24. Juni 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere