Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Fartkontrol på Prinsens Vænge

Af Per Jensen, Højager 44, Hillerød

Så holder den der igen i dag - den mørkeblå VW Transporter med forhøjet tag - på Prinsens Vænge ved indkørslen til Højager. Synlig i lang afstand fra begge sider og spærrende for udsynet, for os der skal ud fra Højager på Prinsens Vænge.

Denne gang har politiet valgt at bruge mandskabsressourcer - som de ifølge dem selv har alt for få af - til at bemande denne ATK-bil i nogle timer på en vejstrækning, hvor der denne sidste dag i uge 7 (vinterferien) er meget tyndt besat med bilister.

Man forarges en smule, når man hører chefen for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Erik Terp Jensen i et interview sige: ”…men generelt bliver ATK-vognene placeret ud fra analyser, der udpeger hastigheds- og ulykkesbelastede strækninger, ved skoler og ved vejarbejde.”

På det lige stræk på Prinsens Vænge er der stort set aldrig gående, der kører næsten aldrig cyklister (bruger Jespervej) og udsynsforholdene er fine fra vejene, der støder ud til Prinsens Vænge - bortset fra når ATK-bilen holder få meter fra indkørslen til Højager!

Sådanne fartkontroller får i min optik politiets argumentation om, at fartkontroller på ingen måde er pengemaskiner - til at lyde meget hult.

Jeg har det fint med, at der foretages fartkontroller - men for retsbevidstheden skyld - brug dog bilerne på steder, hvor det virkeligt kunne være med til at øge trafiksikkerheden. Jeg kunne fx i Østbyen foreslå Jespervej, Holmegårdsvej, Skovledet og Carlsbergvej - her er der altid masser af bløde trafikanter.

Jeg er klar over, at politiet givetvis har mange argumenter for deres tilbagevendende placering af en ATK-bil samme sted på Prinsens Vænge. Men uanset hvad - så er fartkontroller placeret sådanne steder med til at forstærke borgernes frustrationer over politiets prioritering af deres - ifølge dem selv - for få ressourcer, og også medvirkende til at retsbevidstheden får et lille knæk.

Publiceret: 17. Februar 2017 11:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere