

DEBAT: "Borgere skal ikke generes af støv og støj"
Nye støjmålinger viser, at Nordisk Perlite støjer over grænseværdien. Jeg har endnu ikke set støj-rapporten, så den kan jeg ikke komme nærmere ind på, ud over at kommunen giver virksomheden to uger til at fremkomme med en plan for, hvordan virksomheden vil lave tiltag, der snarest nedbringer støj til det lovmæssige.
Venstre er et erhvervsvenligt parti, men det betyder ikke, at lokalbefolkninger tæt på virksomheder skal leve med støv, støj, røg og møg. Vi er også et miljøansvarligt parti, som mener, at borgere og virksomheder skal kunne leve trygt side og side med hinanden, hvor de nu engang er.
Nogle vil sikkert spørge hvorfor - men vi kan jo ikke ekspropriere hverken lokalbefolkningen eller virksomheden for at flytte dem fra hinanden. Tit starter en virksomhed med kun en enkelt eller to medarbejdere for derefter at vokse sig stor. Pludselig er virksomheden vokset rigtig stor og ligger måske ikke det mest ønskelige sted.
Kommunen vil gerne have arbejdspladser, og gerne mange, men vi skal og må stå på mål for, at borgere tæt på virksomheder i vores kommune ikke generes af støv, støj, røg og møg.
Jeg er inviteret ud til Perlite, og jeg håber og tror, at virksomheden tager rapporten alvorlig og leverer de tiltag, der skal til, for at lokalbefolkningen kan leve i tryg harmoni med virksomheden.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra
Hillerød Posten


