Jamil Cheheibar mener, at bandepakken overser behovet for at forbygge, at unge mennesker overhovedet kommer ind i bandemiljøet.
Jamil Cheheibar mener, at bandepakken overser behovet for at forbygge, at unge mennesker overhovedet kommer ind i bandemiljøet.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: "Bandekriminalitet skal forebygges"

Af Jamil Cheheibar (S), byrådsmedlem og formand for arbejdsmarkedsudvalget i Hillerød Byråd

Forleden besluttede byrådet at oprette et § 17. stk. 4 udvalg. Her vil medlemmer fra byrådet og fagpersoner se på, hvordan vi kan gøre endnu mere for at skabe tryghed i vores kommune.

Vi har haft fokus på Bandepakke II og på, hvordan vi kan bruge den i vores kommune. Overordnet er jeg tilfreds med den bandepakke, og dens fokus på hårdere straffe, øget kontrol og opholdsforbud, men det er ikke nok. Den overser behovet for at forbygge, at unge mennesker overhovedet kommer ind i bandemiljøet. En vellykket forebyggende eller behandlende indsats må i sagens natur starte tidligt. Det er ligeså vigtigt, at indsatsen bygger på samarbejde mellem alle dem, som er i kontakt med barnet eller den unge.

Vi skal vide, hvilke risikofaktorer det unge menneske udsættes for. På samme måde kan de sammenhænge, det unge menneske er i, være en del af forebyggelsen: Familien, venner, fritidsaktiviteter, fritidsjobs.

Alle, der kender et ungt menneske, som er på vej ud i noget skidt, skal tale sammen. På tværs af skoler, UU-vejledning, socialforvaltning, jobcentre, virksomheder og boligforeninger. Forebyggelse kan ligge i praktikpladser, små lommepengejob, uddannelse eller noget helt andet.

En helt særlig indsats skal sættes ind overfor de unge, der risikerer at blive trukket ind i selve rocker- og bandemiljøet, eksempelvis socialt udsatte unge uden et stærkt netværk eller mindre søskende til bandemedlemmer. Hvis vi vil stoppe tilstrømningen til de kriminelle grupper, skal vi have fat i disse unge så tidligt som muligt.

Jeg ønsker, at vi politisk både ser på bandepakkernes sanktioner og på en endnu mere effektiv forebyggelse af problemerne. Med en samlet indsats skal vi sætte en stopper for banderne og kriminalitet.

Publiceret: 30. Juni 2017 07:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere