Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Arbejde i vintervejret – uh-ha-da-da - hvor er det farligt

Peter Schou Andersen
Smedievej 103, Hillerød
Tømning af affaldscontainere i Hillerød Kommune: Så er der igen problemer med tømning af affaldscontainerne i Hillerød på grund af vintervejret. I denne uge var det containeren med madaffald, der ikke blev tømt her på Smedievej. Det er der på denne årstid for så vidt ikke noget hygiejnisk eller volumenmæssigt problem, men det er for mig et problem, at vi i Hillerød Kommune har kontrakt med en affaldsentreprenør, der tilsyneladende har ansat personale, der på skabagtig vis ikke mener, de kan færdes forsvarligt, blot der kan skimtes lidt sammenkørt sne og is på vejene (er dette skaberi 3F-orkestreret?). Lad mig gøre opmærksom på, at vi i de foregående 40 år frem til 2016, stort set har fået afhentet vore affaldssække i al slags vejr, uden at jeg har hørt om tilskadekomne personer. Har man i øvrigt en plan for, hvordan der skal ageres, såfremt der skulle komme 2 måneders uafbrudt vintervejr?

Jeg har på fornemmelsen, at den barnagtige opførsel, som vi ser hos vores affalds entreprenørs ansatte, er en tilstand, som vi kommer til at vænne os til. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvordan er det med murer- og tømrermesterens ansvar for dårligt vejrlig. Hvem har her den økonomiske risiko?

Jeg vil opfordre Hillerød Forsyning til fremover, at indføre samme økonomisk risiko i kontrakten med affaldsentreprenøren, som man eksempelvis har overfor murer- og tømrermesteren, således at han også kan lade denne økonomiske risiko gå videre til sine ansatte.

Dette kunne måske begrænse den latterlige opførsel, som der nu er ved at brede sig hos de personer, der skal tømme vore affaldscontainere.

Svar

Peter Maltha Larsen

Kunde- og Affaldschef

Hillerød Forsyning

Kære Peter

1000 tak for dit input til både affaldstømningen og vores vintervejr.

Vi har i Hillerød Forsyning meget stor fokus på at levere en god service og kvalitet i de daglige tømninger af affald. Men vi er også nødt til at forholde os til medarbejdernes sikkerhed. Så hvis der ikke ryddes sne og bliver saltet, er det rigtig svært at kunne levere den service, som vi alle ønsker.

Vi skal huske, at det er muligt, at både du og jeg synes, at det er fint at rulle sin beholder frem til tømning, men en skraldemand tømmer mellem 800 og 1000 beholdere dagligt. Det er derfor, der er regler for blandt andet underlaget, som er skraldemandens arbejdsplads.

Jeg kan i den forbindelse orientere om, at vi mandag den 13. februar 2017 havde tre faldulykker, og ulykkeligvis måtte én desværre en tur forbi skadestuen.

Endelig kan jeg informere om at for netop at have størst mulig fokus og indflydelse både på kvaliteten, medarbejdernes sikkerhed og økonomien, har vi valgt at insource affaldsindsamlingen fra april 2017.

Med dette håber vi at kunne leve op til både vores kvalitetsløfte, men også vores målsætning om at være en arbejdsplads uden arbejdsulykker.

Jeg håber, at dette besvarer dine spørgsmål.

Publiceret: 15. Februar 2017 20:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere