Tue Tortzen.
Tue Tortzen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: “Bevar vores bus og togforbindelser”

Tue Tortzen, byrådsmedlem i Hillerød for Enhedslisten, Slettebakken 1, Hillerød

Regionsrådet behandler for tiden forslag til besparelser på den kollektive trafik.

For vor kommune vil det betyde:

At forbindelsen mellem Hillerød og Helsinge – 380 R lukkes til stor skade for borgerne i Hillerød Vest, Tulstrup, Alsønderup og landet imellem, da der ikke er andre kollektive transportmuligheder.

At forbindelsen til Gørløse og Skævinge og videre mod Frederiksværk og Hundested bliver væsentligt forringet aften og weekend

At bus 600S bliver et ringere alternativ til privat kørsel, hvis den ændres fra 10 til 20 minutters drift, og derfor passer dårligere med andre linier og får længere rejsetid.

Disse forringelser vil ikke blot ramme Hillerød Kommunes borgere, men alle med ærinde til eller fra Hillerød. Vejene er overbelastet med privatbiler, og løsningen til bedre fremkommelighed er, at flere bruger bus og tog.

Såvel ansatte som firmaer klager over spildtiden på vejene. God kollektiv trafik er en vigtig erhvervsfremmende indsats. Netop nu, hvor vi står overfor at udvide togdriften ved Hillerød og den nye Favrholm Station, vil det skade bestræbelserne for at få flere over i de fælles transportløsninger.

Der er opnået gode resultater med R-busserne, S-busserne og flere afgange på lokaltogene. Opgives disse fremskridt vil det betyde øget pres på de overfyldte veje.

Regionsrådet må og skal finde midler til at opretholde de nuværende tog- og buslinier. Hvad hjælper det, at der er letbane fra Lyngby, hvis man bor i Tulstrup, og der ikke går bus til Hillerød Station?

Publiceret: 03. Februar 2018 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten