Erik Turley, advokat. Arkivfoto: Lars Schmidt
Erik Turley, advokat. Arkivfoto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Brevkasse: “Mit køb af en lejlighed er ødelagt”

Jeg står i en meget uheldig situation.

Jeg er ved at købe en lejlighed, og min bank sagde ok til at det kunne lade sig gøre.

Derfor har jeg underskrevet købsaftale, men det viser sig nu, at banken alligevel ikke vil hjælpe mig med købet.

Min fortrydelsesret er udløbet.

Hvad kan jeg gøre?

Svar:

Det er en meget uheldig situation, du er havnet i.

I forbindelse med et køb er det naturligvis et af de meget afgørende punkter, at finansieringen er på plads.

Normalt skal der foreligge en skriftlig accept fra pengeinstituttet til købet om, at købet kan gennemføres.

Hvis du har fået en mundtlig besked fra banken og er gået videre med købet på dette grundlag, er der måske et problem for dig med at kunne bevise, hvad banken har accepteret.

Hvis banken derimod skriftligt har bekræftet, at købet kunne gennemføres, må banken leve op til sit ansvar.

Du er imidlertid i den risiko, at sælger og mægler kan holde dig fast på købsaftalen, når fortrydelsesretten er udløbet.

Det betyder, at sælger kan gensælge lejligheden – og hvis der i denne forbindelse opstår et tab for sælger, vil du være i risiko for, at skulle dække et sådant tab.

Du opfordres til at kontakte en boligadvokat med henblik på en afklarende drøftelse.

Jeg forstår dit spørgsmål således, at du ikke har anvendt en advokat i forbindelse med købet.

Normalt vil der i købsaftaler være et advokatforbehold, som giver køber ret til at kontakte en advokat inden for en kortere frist og afklare vilkårene for købet, og i denne forbindelse vil det altid blive sikret, om finansieringen er på plads.

Det vil derfor være anbefalelsesværdigt at benytte advokatforbeholdet næste gang, du køber bolig.

Hillerød den 9. februar 2017

Erik Turley, advokat

Publiceret: 14. April 2017 03:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!