Tre biler, som reelt er en god investering

Der er stor køreglæde i mange klassiske biler – en række af dem er endda værd at overveje som investering. Her er en af dem, der skal købes NU, den første BMW M3. Plus to andre på vej op

Af
Flemming Haslund

INVESTERING Lidt forskellige nedslag i bilhistorien rammer en række absolutte klassikere: Ford Escort Twin Cam, Mercedes 190 Cosworth, Porsche 911 plus denne her: BMW M3. Og nok så vigtigt, den første M3, den fra 1980’erne, den med fire cylindre, altså BMW M3 E30.

En mulig investeringsbil lige nu, den oversete Porsche, nemlig 968. Fra 150.000 kr. for et fint eksemplar.

En mulig investeringsbil lige nu, den oversete Porsche, nemlig 968. Fra 150.000 kr. for et fint eksemplar.

Den er en klassiker. Den er så efterstræbt, at den bare stiger og stiger i værdi. Og antagelig bliver ved.

Nyeste eksempel er en sort M3 E30 2,3, vi har set til salg på Fyn hos Munich Cars i Odense SØ. Og hold nu fast, den står til 600.000 kr., errr, det vil sige, 600.000 minus 100 kr.

Prisen er ok

Men måske er prisen slet ikke hen i vejret alligevel. Én af landet største eksperter på området er Peter Clausen, redaktionschef på bladet MotorClassic. Han vurderer:

"Nu er E30-M3’ere jo ikke dem, der er flest til salg af herhjemme. Men som altid med 'ægte', og internationalt eftertragtede klassikere, er det klogt at kaste et blik på det internationale prisniveau, og syd for grænsen skal du som regel af med mindst 80.000 euro (450.000 kr.) for et fint og veldokumenteret eksemplar – med hastigt stigende tendens i øvrigt."

En mulig investeringsbil lige nu, nemlig den billigste af alle Aston Martiner; 250.000 – 400.000 kr.

En mulig investeringsbil lige nu, nemlig den billigste af alle Aston Martiner; 250.000 – 400.000 kr.

"Så de 600.000 kr. i annoncen for den danske bil er næppe helt ved siden af," er Peter Clausens bud.

Den sorte M3’er er ifølge annoncen registreret første gang i anden måned 1990 og har gået i alt 117.000 km. Bilen, der er fra Sverige, har været igennem en fuld karrosserirenovering i 2012. Der er i øvrigt mere svensk blod i denne tysker, idet den har fået en motorrenovering i 1999 hos firmaet Köhler Racing.

Flere gode biler

To andre biler, der kan være en investeringstanke værd lige nu, er begge fra klassiske sportsvognshuse, nemlig Aston Martin og Porsche. De to oplagte er DB7 fra Aston Martin og 968 fra Porsche.

Astonen beskrives af Peter Clausen som en noget dyr, men alligevel ikke dyr Aston Martin. Han vurderer, at en sådan bil kan findes til en pris mellem 250.000 og 400.000 kr. Og at den bare vil stige fra nu af.

Porsche 968 betragter han som en af de oversete Porscher. Det er netop derfor, den kan købes til en fornuftig penge; måske fra 150.000 kr.

Publiceret 02 November 2018 12:34