Kim Larsen og bilerne

Biler, motorcykler og det fede liv med benzin var faktisk en del af ny afdøde Kim Larsens musikunivers

Af
Flemming Haslund

MUSIK Se Gasolins første pladeomslag. En blå bil – antaglig en Ford de Luxe fra 1937. Lyt til På banen Derudad - der hvor Wili Jønsson lige får en kærlig hilsen med strofen ”... overhaler behændigt en svensker, en svensker, svensker, svensker.

Og sangen om Inga, Katinga og Smukke Charlie. Ok, ganske vist kørte han på sin Harley, men alligevel. Det er det fede liv med benzin, der prises her. Ligesom hans Blaffersangen har en snert af livet på landevejen at gøre.

Og husk også Svinget i Solrød - ”pas på svinget i Solrød!”

Jo, der var faktisk biler (plus en Harley Davidson) i Kim Larsens musikunivers. Hele Danmark sagde farvel til den folkekære sanger, da han døde søndag den 30. september efter længere tids kræftsygdom.

Hvem var Johnny Lee?

I sangen Johnny Lee fra Albummet Stakkels Jim fra 1974 finder man, ikke mindst en hel sang, der slet og ret handler om en Formel 1-kører ved navn Johnny Lee.

Prøv at høre et par strofer:

”Han har vinket med det ternede flag // Så er det her // Og lige nu // De har spærret Monte Carlo’s gader af // En Formel 1 stikker af”

Men hvem var så Johnny Lee? En opdigtet racerkører, ganske vist, men antagelig har Larsen haft en bestemt kører i hovedet, da han skrev om Johnny Lee.

Formel 1-journalist Peter Nygaard tør godt gætte, når man presser ham lidt. Nygaard siger først:

”Umiddelbart tror jeg, Kim Larsen ikke havde en konkret kører i tankerne. Men hvis vi skal tage teksten for pålydende, må sangen være inspireret af 1950’erne, for det er kun her, Maserati har været med. Alt det halløj med at velsigne et sving tyder også på denne periode.”

”Så alt i alt, konkluderer Nygaard, Stirling Moss (englænder, hvis navn lyder lidt a la Johnny Lee?) vandt Monacos Grand Prix 1956 i Maserati. Juan-Manuel Fangio vandt i 1957 for Maserati.”

Og i øvrigt – det tydeligste tegn af alle på, at Larsen alligevel havde benzin i blodet, er jo hans gruppes navn: Gasolin = Benzin!

Publiceret 22 October 2018 14:31