Michael Holm Petersen stiller op som ny formand for Hillerød Cityforening, der afholder generalforsamling på mandag.
Michael Holm Petersen stiller op som ny formand for Hillerød Cityforening, der afholder generalforsamling på mandag.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bankmand klar til at stå i spidsen for handlen

Michael Holm Petersen, der er filialdirektør i Danske Bank, har meldt sig på banen som ny formand for Hillerød Cityforening

Hillerød Cityforening skal have ny formand. Den nuværende formand Martin Iversen, der har været formand for foreningen det sidste års tid, genopstiller nemlig ikke.

Til gengæld står Michael Holm Petersen, der er filialdirektør i Dansk Bank i Hillerød, klar i kulissen til at tage over efter Martin Iversen, der har valgt at stoppe som formand for at kunne fokusere endnu mere på de opgaver, han brænder for, fortæller han.

“Jeg fortsætter mit arbejde i bestyrelsen i cityforeningen og i aktivitetsudvalget under Hillerød Byforum. Det er specielt opgaverne i aktivitetsudvalget, jeg brænder for, og dem glæder jeg mig til at få endnu mere tid til fremover,” fortæller den afgående formand til Hillerød Posten.

Fik du læst: Mor og datter overtager spisehus i Hillerød

Martin Iversen, der er butikschef i Kop & Kande på Torvet, har samtidig fået flere opgaver på tværs i de øvrige 12 Kop & Kande-butikker under samme ejer, og det bliver derfor svært at finde tid til også at passe formandposten i Cityforeningen.

“Jeg synes, at jeg har haft et rigtig interessant år som formand, og det har været utrolig spændende at få lov til at være med til at bygge fundamentet til Hillerød Byforum, hvor det er lykkedes at rejse en økonomi, som muliggør ambitionerne for byen. Derudover synes jeg, at vi har formået at skabe et endnu tættere samarbejde mellem Cityforeningen og SlotsArkaderne,” siger Martin Iversen.

Michael Holm Petersen, der altså har meldt sig på banen som ny formand, har været ansat i Danske Bank i 28 år, hvoraf de sidste otte år som filialdirektør i Hillerød-afdelingen.

“Jeg er blevet opfordret af flere til at stille op som ny formand for Hillerød Cityforening. Det har jeg selvfølgelig tænkt en del over, og jeg er nået frem til den konklusion, at det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Jeg tror, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg holder nemlig rigtig meget af Hillerød, og i de otte år, jeg har arbejdet her i byen, har jeg lært en masse mennesker at kende og involveret mig i flere forskellige netværk. Jeg tror, det er vigtigt, at man har en stor berøringsflade og en masse gode relationer, hvis man vil være formand for Cityforeningen,” siger Michael Holm Petersen til Hillerød Posten.

Michael er godt klar over, at der venter ham lidt af en opgave, hvis han bliver valgt til ny formand for Hillerød Cityforening på generalforsamlingen på mandag.

“Det er absolut ikke venstrehåndsarbejde at være formand for Cityforeningen. Det kræver en stor indsats, men det er vigtigt at understrege, at det ikke er formanden alene, der skal tegne foreningen, og derfor kræver det også, at der er en bestyrelse, der er klar til at gå til hånde - og det er jeg helt sikker på, at bestyrelsen er. Vi skal have en bestyrelse, hvor vi hjælper hinanden, og hvor alle trækker i samme retning,” siger Michael Holm Petersen.

Have flere med

Michael Holm Petersen er 47 år, gift og bor i Helsinge. Han har tre børn, og to af dem går stadig på Johannesskolen i Hillerød, hvor han også selv sidder i skolebestyrelsen. Foruden bestyrelsesarbejdet er Michael også meget aktiv i Nordsjælland Håndbold, hvor han blandt andet er med til at facilitere erhvervsnetværket.

Michael Holm Petersen håber, at han - hvis han bliver valgt til ny formand - kan være med til at få endnu flere til at melde sig ind i Hillerød Cityforening.

Læs også: Imerco Home åbner i Slotsgade: Gaver til de første 100 kunder

“Sammen står vi stærkere. Der er heldigvis rigtig mange medlemmer af Cityforeningen, men vi skal have endnu flere med. Jeg synes, at der er sket rigtig meget positivt i Hillerød de sidste par år - blandt andet Hillerød Byforum, der er en fantastisk ting - som nu for alvor skal ud at vokse og slå rod. Det håber jeg, at jeg og den nye bestyrelse i Cityforeningen kan være med til at påvirke i en positiv retning,” siger Michael Holm Petersen, der indtil videre ikke har nogen modkandidater til posten som formand for Hillerød Cityforening.

Hillerød Cityforening er en handelsforening for Slotsgade, Helsingørsgade og sidegaderne.

Publiceret: 01. Februar 2018 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt