En 21-årig mand blev mandag dømt til to år og ni måneders fængsel, efter han havde en skarpladt pistol i en taske på et pizzaria i Hillerød Øst en mandag aften i juni. Arkivfoto
En 21-årig mand blev mandag dømt til to år og ni måneders fængsel, efter han havde en skarpladt pistol i en taske på et pizzaria i Hillerød Øst en mandag aften i juni. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bandemedlem havde skarpladt pistol med på restaurant

21-årig blev den første til at mærke, at straffen for ulovlig våbenbesiddelse er hævet med Bandepakke III

dømt Pistoler hører sig ikke til på et pizzaria.

Det gav Retten i Hillerød mandag anklagemyndigheden ret i og idømte et 21-årigt bandemedlem to år og ni måneders fængsel for at være i besiddelse af en skarpladt Walther PPK 7.65 mm-pistol med otte patroner på et pizzaria i Hillerød Øst.

Det var den 19. juni 2017, at den dengang 20-årige mand blev opdaget af politibetjentene på pizzariaet, hvor han opførte sig mistænkeligt. Det viste sig, at han opbevarede en taske på toilettet med både pistolen og 14 gram hash. Pistolen er også kendt både som politiets gamle tjenestepistol og James Bonds pistol, men da den 20-årige hverken var agent eller betjent, blev han altså anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

Fik du læst: Lidl: "Vi har kigget på Hillerød længe"

Første dom af sin art

Dommen er den første af sin art i Nordsjællands politikreds, siden straffen for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder i maj 2017 blev hævet i forbindelse med den nye Bandepakke III. Det fortæller Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den nu dømte blev desuden straffet for at være i besiddelse af en foldekniv på offentligt sted, besiddelse af euforiserende stoffer, ligesom han også blev dømt for vold mod politiet og nedsættende udtalelser til politiet. De øvrige forhold fandt sted før episoden den 19. juni 2017.

Anklagerfuldmægtig Anne-Mette Wedell Seerup fra Nordsjællands Politi er meget tilfreds med dommen, udtaler hun i pressemeddelelsen:

“Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i, at der er tale om særligt skærpende omstændigheder, hvis man medbringer en skarpladt pistol til en restaurant. Der er fokus på at få skydevåben væk fra gaderne, da våben i det offentlige rum skaber stor utryghed. Desuden er jeg tilfreds med, at manden også er blevet dømt for de andre overtrædelser, heriblandt vold mod politiet, som retten har lagt vægt på ved strafudmålingen”.

Tilståelsessag

Den 21-årige har siddet varefængslet siden episoden. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag. Manden modtog dommen og blev fængslet efter dommen med henblik på afsoning.

“Jeg håber, at straffen kan være med til at sende et signal til øvrige kriminelle om, at det altså har store konsekvenser at gøre sig i ulovlig våbenbesiddelse”, udtaler Anne-Mette Wedell Seerup.

Publiceret: 10. Oktober 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere