Vind middag for fire til Spisestedet Leonora

Fik du læst

Stilheden og det rolige liv passer forfatteren Jane Aamund perfekt. Hun kan ikke forestille sig at flytte tilbage til København.

Af Martin Poulsen og Anette Sønderby (foto)

 Tip en ven    Udskriv    Del

FORFATTER Efter Herning bliver landskabet fladt og kedeligt, og det tynder ud i trafikken. Bilens autopilot bliver slået til, men efter mere end en times kørsel på den søvndyssende og kedelige lige landevej, bliver der pludselig brug for opmærksomheden bag rattet igen. Nu bugter vejen sig op og ned gennem et smukt bakket landskab. For enden af vejen ligger lillebyen Lemvig og putter sig mellem bakkerne og ned til vigen, der har givet byens dens navn. Der er kun få kilometer til det vilde vesterhav, men det har man svært ved at tro, når man kører i det blide landskab omkring Lemvig. Her fra denne nordvestlige del af Danmark stammer Jane Aamunds mor og den kendte forfatterinde har valgt at flytte herop for at søge tilbage til rødderne.  I flere år boede hun i den nærliggende landsby Nørre Nissum, men flyttede i 2005 til Gilleleje for at være tæt på sine børnebørn. Men Gilleleje var for tæt på storbyen København, som Jane Aamund helst ikke tilbringer mere end et par dage i af gangen, og stemningen i den nordsjællandske badeby var heller ikke helt på højde med det afslappede og hyggelige liv der leves nær Limfjorden. Her hører hun hjemme, og døren er knap blevet lukket, før Jane Aamund begynder at fortælle om alt det, der gør Lemvig til et helt særligt sted. Det er især de hårdføre, ærlige og selvstændige vestjyder, der fascinerer Jane Aamund. Og tiden. Her er der er tid til at give sig sig hen. Og stress er et fjollet storbyfænomen. "Skal vi gå direkte i gang med arbejdet, eller skal vi lige have lidt at spise først," spørger Jane Aamund på en måde, der antyder, at det vil være helt forkert at gå i gang med interviewet med det samme. Efter fire timer i bil fra København falder det da heller ikke svært, at geare lidt ned og indstille kroppen på vestjysk hyggetid.

Mens der bliver dækket op til et godt gammeldags dansk frokostbord med karrysalat med tilhørende æg, hjemmelavet leverpostej og en efter sigende noget nær legendarisk god pølse fra den lokale slagter, fortæller Jane Aamund lystigt om livet i Lemvig og alle de sjove typer, der bor i byen. Hun klukler, når hun fortæller om den nye svingdør i Brugsen, som ikke alle i byen har vænnet sig til at bruge. Mere end én person har fået svingdøren lige i hovedet igen. Men det er ikke et nedladende grin, for respekten står højt om borgerne i byen. Hun beundrer dem for deres særegenhed og selvstændighed. Det er tydeligt, at Jane Aamund nyder at fortælle historier og anekdoter, men det er lige så tydeligt, at hun har svært ved det. For stemmen er blevet ødelagt efter lægerne har opereret hende for kræft i ganen. Men der er altid en fortælling, der presser på og skal ud, som Jane Aamund siger, så det gælder om at finde en anden måde at få fortællingerne ud på end gennem munden. "Mit talehandicap gør, at jeg ikke kan tale i store forsamlinger mere, men jeg kan ikke bare sidde passiv uden at ytre mig på nogen måde. Derfor er det vigtigt for mig at skrive bøger, for på den måde kan jeg komme ud med alle de fortællinger, jeg har i mig. Og jeg har haft så store smerter, da jeg var syg, at jeg havde brug for at kunne gå ind i en anden verden, hvilket det at skrive bøger er. Det er en form for meditation," fortæller Jane Aamund. Udenfor skinner solen ned på vandet i vigen, og lyset fra vandet reflekteres helt ind i stuen i huset, der ligger på en skrænt et par stenkast fra både byen og vandet. Her er stille. Sådan kan Jane Aamund bedste lide det. Dagligdagen skal ikke være fyldt med stress og jag. Hver morgen hopper hendes to store puddelhunde ind i bilen, og så går turen ud til stranden ved Vesterhavet. Her kan hundene få lov til at løbe alt hvad de kan, og Jane Aamund nyder havluften, som giver hende energi til arbejdet. For arbejde kan hun ikke lade være med, selv om mange af hendes venner siger til hende, at hun hellere skulle til at slappe af og nyde livet. Men der er altid en historie der skal ud, så derfor sætter Jane Aamund sig hver formiddag klokken præcis 10 ind i sit arbejdsværelse og går til tasterne i præcis to timer. Sent om aftenen sætter hun sig igen ind og skriver koncentreret i præcis to timer.

Hendes bøger sælger som kold øl på en varm sommerdag i Nyhavn, og hun er elsket af hendes læsere. Men anmelderne på parnasset rynker ofte på næsen af hendes bøger som de mener, er lidt for folkelige og letfordøjelige. Men det er skam meningen, slår Jane Aamund fast. "Min mission er at være underholdningsforfatter og fortælle historierne i så enkelt et sprog som muligt, for jeg vil gerne have, at alle kan være med. Alle skal kunne læse mine bøger uden besvær. Jeg gør mig umage med at skrive let og skrive i billeder," siger Jane Aamund og følger med det samme op med en anekdote fra det virkelige liv, om dengang hun mødte en grønlandsk kvinde på Rigshospitalet. Det var mens kræften stadig sad i kroppen, og Jane Aamund ofte måtte troppe op på Rigshospitalet til undersøgelse og behandling. Den grønlandske kvinde kom hen og roste Jane Aamund for hendes bøger, og kvinden spurgte, om det ikke var dejligt at blive genkendt. Det kunne Jane Aamund ikke andet end svare ja til, men ikke fordi genkendelse i sig selv er noget særligt - det er anerkendelsen, der ligger i genkendelsen som tæller og gør arbejdet med bøgerne det hele værd. Hendes holdning er, at alle der bruger deres tid på hendes bøger fortjener den største respekt. Derfor er hun meget opmærksom på ikke at tale ned til sine læsere. De skal behandles ordentligt. Den holdning blev allerede grundlagt en sommerdag på Dyrehavsbakken for mere end 60 år siden. Den folkekære skuespiller Ib Schønberg var også en tur på Bakken, og en arbejdsmand kom op og hilste jovialt på 'Ibbermand'. "Han kom for skade at sige du til ham, og Ib Schønberg svarede vredt: 'Hvad fanden bilder sådan en som dig sig ind, at komme og sige du til mig'. Arbejdsmanden blev helt paf og jeg lovede mig selv, at hvis jeg en dag skulle blive kendt, så ville jeg aldrig opføre mig som Ib Schønberg," siger Jane Aamund. Seks årtier senere er det stadig muligt at se forargelsen i Jane Aamunds øjne over den ellers så folkekære skuespillers opførsel.

At det ikke er tomme ord, når Jane Aamund siger, at hun har et godt forhold til sine læsere bliver bevist efter frokosten. Der skal slås mave i sofaen, men inden vi får sat os for godt til rette, henter Jane Aamund en bunke gamle breve og billeder. "Du tror, det er løgn, så mange breve og billeder folk har sendt til mig," siger Jane Aamund, mens hånden graver i en af de mange papkasser med breve og billeder. Brevene er skrevet med sirlig håndskrift, og de falmede billeder viser stolte mænd på heste og hærdede kvinder foran hvide træhuse. Brevene og billederne har Jane Aamund brugt som baggrundsmateriale til sin netop udkomne roman 'De Grønne Skove', der handler om de danskere, som udvandrede til Argentina i sidste halvdel af det 19. århundrede. Det er otte år siden, at Jane Aamund begyndte at interessere sig for det emne. Dengang mødte hun en dansk-argentinsk kvinde på ferie i Spanien. Kvinden talte med en stærk lollandsk accent, selvom hun aldrig havde boet i Danmark. "Mødet med hende gjorde mig så interesseret i at finde ud af, hvilke skæbner der lå bag de mange danske udvandrede til Argentina. Jeg begyndte at skrive nogle artikler om emnet, og læserne af mine bøger fandt gennem medierne hurtigt ud af, at jeg var interesseret i at vide mere om de danskere, der drog til Argentina dengang. Så det begyndte at strømme ind med breve, billeder og endda hele dagbøger fra læsere, der havde haft det liggende i adskillige år. På hver deres måde fortæller brevene, dagbøgerne og billederne om det barske liv, der ventede de danske udvandrerer," beretter Jane Aamund. Selv om hun fik skrevet flere artikler om emnet, så var det ikke nok. Den store, samlende fortælling havde hun stadig i sig, og så var der ikke andet at gøre, end at gå til tasterne og få historien ud i bogform. Bogen er en roman og derfor fiktion. Men det rene tankespind er romanen ikke, for den store mængde materiale, Jane Aamund har fået tilsendt, er blevet brugt flittigt til inspiration. Flere af karaktererne i bogen er direkte taget fra dagbøger og breve - kun navnene er ændret. Gamle billeder og breve har imidlertid ikke været helt nok som inspiration. Jane Aamund blev nødt til at smage, lugte, dufte og kort sagt opleve det land som danskerne drog til for mere end 100 år siden. Derfor tog hun selv den lange tur til det store sydamerikanske land. Det blev til tre uger, hvor hun mødte de kolonier af danskere, der stadig bor dernede og som til dels holder fast i den danske identitet. For efter flere generationer i Argentina er danskerne efterhånden meget godt integreret i det argentinske samfund og danskheden er godt blandet op med den lokale kultur. Det blev til tre gode uger i et land som Jane Aamund er kommet til at holde meget af. "Det er et vidunderligt land med en helt speciel befolkning. De har en fantastisk charme og humør og det er et folk, der elsker deres frihed. De har en anarkistisk og lidt anti-autoritetstro tilgang til livet, som jeg beundrer dem for," siger Jane Aamund, der synes at hendes nye 'folk' i Lemvig minder ikke så lidt om argentinerne. Nu er bogen kommet på gaden. Men det er ikke ensbetydende med, at Jane Aamund er færdig med Argentina. Så langt fra. Hun er allerede godt i gang med at skrive opfølgeren til 'De grønne skove'. Og til efteråret går turen atter til Argentina.   martin.poulsenpola.dk  Se video med Jane Aamund her.  

Publiceret: 22. Maj 2008 03:00

Fik du læst

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Hillerød og omegn