Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Æbletræerne får ny forening

Facebookgruppen “æbletræernes venner” stifter forening

Nu springer en forening ud af nettet og ind i den fysiske verden.

Det er initiativtagerne bag facebookgruppen ”Æbletræers venner Hillerød”, der nu stifter en rigtig forening. Christian Sørensen, en af initiativtagerne til foreningen, mener, at tiden er inde til, at interessegruppen omkring de otte gamle træer ved rådhuset på Trollesminde bliver lidt mere formaliseret.

“Arbejdet med træerne har givet os blod på tanden, og nu har vi fået lov til at udvide område med 15 til 20 nye æbletræer,” fortæller Christian Sørensen, der selv stiller op som formand.

“Vi vil gerne plante til med et mix af ukendte lokale sorter samt gamle kendte danske og udenlandske sorter som for eksempel Filippa, Gråsten, Cox orange og Ingrid Marie.”

Interessen kom på cyklen

Interessen opstod, fordi Christian Sørensen i en del år havde cyklet forbi de gamle frugttræer på Trollesminde ved rådhuset på vej til arbejde. Han havde bemærket, at de bare stod og passede sig selv, og da han havde en interesse for pasning og podning af frugttræer, spurgte han i foråret 2016 Hillrød Kommune, om han måtte passe dem. Gennem facebookgruppen ”Æbletræernes venner Hillerød”, efterlyste han andre æbleinteresserede i Hillerød. Her meldte den anden initiativtager John Pontoppidan sig. Han er uddannet hortonom og har lang erfaring med frugttræer. John har sammen med Christian været med til at passe de gamle træer:

“De er nænsomt blevet passet og beskåret i 2016, og de otte træer fik vi også sortsbestemt til at være Pederstrup og Belle de Boskoop. I efteråret sluttede vi af med at invitere medlemmer af Facebookgruppen til at være med til at lave æblemost i plantagen”, siger John Pontoppidan.

De to æbleentusiaster vil gerne sprede og dele deres interesse med andre interesserede, og har planer om forskellige arrangementer som workshops. Den stiftende generalforsamling finder sted tirsdag 21. februar klokken 19.30 på Frivilligcenter Hillerød i Hillerød. Alle er velkomne.

Publiceret: 16. Februar 2017 05:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

Annonce
ANNONCER
Se flere