Foto: Lars Just
Foto: Lars Just
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

550 faddere i Hillerød får snart sommerpost fra deres fadderbarn

40.000 danske SOS-faddere modtager i løbet af sommeren et brev om deres udenlandske fadderbarn. 550 af dem er bosat i Hillerød, hvor Kirsten Pelle er en af dem

Af Claus Beyer

Kirsten Pelle er en af de 550 SOS-faddere bosat i Hillerød, som snart får post. For Kirsten er fadder for et udsat barn i Rusland gennem SOS Børnebyerne, og i løbet af sommeren vil danske faddere over hele landet modtage breve om deres fadderbørn.

For 56 år siden besøgte hun som barn en SOS-børneby i Østrig, og siden da har hun støttet udsatte børn forskellige steder i verden. I løbet af årene har hun haft tre fadderbørn og har besøgt sit nu voksne fadderbarn, Lia i Polen. Hele familien har været en del af Kirstens engagement, og i dag støtter hendes datter selv et barn i Uganda.

”Jeg var kun 12 år, da jeg besøgte børnebyen, men jeg husker, hvor imponeret jeg var over en kvinde, der tog sig af ni børn, som ikke var hendes egne biologiske børn. Det var en øjenåbner for mig, og jeg startede med at støtte mødrene og børnene i børnebyen for mine egne lommepenge. Først fik jeg SOS-bladene på tysk. De kom senere på dansk, og jeg har gemt dem alle,” siger Kirsten og bladrer i sine gamle medlemsblade fra SOS Børnebyerne.

 

 

Gæstfrihed uden sprog

Kirsten støttede løbende med mindre beløb, indtil hun i 1992 fik et fadderskab sammen med sin mand. De valgte at støtte et barn fra Polen, fordi det var et land, der var muligt at besøge. I 1993 besluttede de sig for at tage deres to døtre med til Polen og besøge deres fadderbarn Lia. Kirstens ældste datter Liselotte, der var 17 år dengang, husker tydeligt familiens ankomst til børnebyen.

”Det er en oplevelse, jeg ikke glemmer. Jeg husker, hvordan SOS-moren og børnene kom løbende hen mod vores bil, mens de kaldte vores navne. Det var så fint og en meget stærk oplevelse,” siger Liselotte.

Hele familien blev inviteret indenfor, hvor SOS-moren serverede kage og te. Selvom familierne ikke kunne tale sammen, har Kirsten aldrig følt sig så velkommen.

”Det er en af de bedste oplevelser i mit liv. Det er meget specielt at komme et sted hen, hvor man ikke kan tale sammen. De kunne intet engelsk, kun russisk og polsk. Alligevel har jeg aldrig mødt sådan en varme, som vi blev mødt med i det hjem,” siger Kirsten.

Der boede seks børn i familiehuset, to af dem var Lias biologiske søskende. Selvom der var rift om opmærksomheden, så gav de andre børn plads, så Lia fik lov til at være i centrum fra start til slut.

”Hele SOS-familien fulgte os hen til vores bil. Lige da vi skulle skilles, og alle vinkede farvel, kom Lia susende og gav os alle et knus, og hun blev løftet op i luften af min mand. Det var så godt,” siger Kirsten.

Den bedst mulige fremtid

I hele sin studietid støttede Kirstens datter Liselotte SOS Børnebyerne sporadisk, men da hun fik sit første arbejde, var det naturligt for hende også at få et fadderskab. Liselottes arbejde involverede mange rejser til Uganda, og derfor var det oplagt at støtte et barn derfra. Liselotte har siden da støttet Chad, som hun har besøgt flere gange.

”Det er enormt livsbekræftende, at man gør noget for andre. Og at man kan se, at det virker. Børnene bliver hjulpet, så de kan komme så langt, som muligt. Mødrene møder børnene der, hvor de er, og de giver dem den bedst mulige fremtid,” siger Liselotte.

Det er fem år siden, Liselotte sidst var på besøg, men hun håber på snart at kunne besøge Chad igen.

Kirsten og hendes mand fik et nyt fadderbarn i Polen i 2002, fordi Lia flyttede fra børnebyen. I dag har de et nyt fadderbarn fra Rusland, som de vil støtte så længe, han har brug for det.

Fakta om SOS Børnebyerne

Henover sommeren får mere end 40.000 danskere et brev fra deres fadderbarn. Her kan de kan læse, hvordan det går det barn, de støtter.

Som SOS-fadder hjælper du et forældreløst eller udsat barn til et nyt liv og en tryg barndom i en SOS-børneby.

SOS Børnebyerne mener, at alle børn har ret til at vokse op i en familie, der giver dem kærlighed og tryghed – hvad enten det er i barnets biologiske familie eller i en ny SOS-familie. I børnebyerne vokser forældreløse og udsatte børn op i et trygt hjem med en kærlig SOS-mor og søskende. De får en god barndom, en uddannelse og chancen for en bedre fremtid.

Publiceret: 15. Juli 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Hillerød Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!